Ukrainsk eks-præsident kædet sammen med Danske Bank-konti

Penge blev flyttet ud af Ukraine gennem Danske Bank til selskaber med ejere i skattely, skriver Berlingske.

I årene op til sin flugt fra Ukraine førte den nu afsatte ukrainske præsident Viktor Janukovitj 32 millioner kroner gennem konti i Danske Bank.

Det skriver Berlingske på baggrund af bogen "Beskidte milliarder", som tre af avisens journalister har udgivet.

Overførslerne stammer fra et selskab ved navn Folkbrooke. Selskabet blev i 2017 involveret i en sag mod Janukovitjs i Ukraine. Her fandt domstolen, at Folkbrook "viste sig at være en del af V.F. Janukovitjs kriminelle netværk."

Folkbrook havde i årene 2012 til 2014, hvor Janukovitj stadig var præsident i Ukraine, lavet fem overførsler til konti i Danske Banks estiske filial. Overførslerne havde en værdi af 32 millioner kroner.

De fem konti tilhørte selskaber såsom britiske Worldman Sales, Vento-Silk og danske Nansen Trade. Selskaberne har ifølge Berlingske det til fælles, at de egentlige ejere er skjult i skattely og bag stråmandsdirektører.

I Ukraine blev Viktor Janukovitj i vinteren 2013-2014 væltet af et oprør. Den prorussiske Janukovitj flygtede til Rusland i 2014.

Det blev samtidig forløberen til den konflikt, der begyndte i det østlige Ukraine, da prorussiske separatister nægtede at adlyde det nye styre og i stedet besatte dele af regionen Donbass.

Samtidig rykkede Rusland ind og overtog halvøen Krim. Det førte til sanktioner fra blandt andet EU.

Ifølge Berlingske leder ukrainske myndigheder stadig efter pengene. Viktor Janukovitj er idømt 13 års fængsel in absentia for korruption og højforræderi.

Den amerikanske tænketank Atlantic Council anslår, at Janukovitj og hans allierede i Ukraine stjal mere end 200 milliarder kroner ved ulovligt at overtage statsejede selskaber til spotpris.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere