Ulla snydt for 100.000: - Slut med at have tiltro til nogen

Otte personer blev fredag morgen fremstillet i grundlovsforhør, sigtet i en sag om bedrageri for minimum 4 millioner kroner. En af de kvinder, der er blevet snydt, er 64-årige Ulla Hansen

64-årige Ulla Hansen fra Næstved er en af de kvinder, der er blevet snydt i en sag om omfattende telefonbedrageri. Hun blev franarret 100.000 kroner af en person, der ringede og udgav sig for at være tekniker. Foto: Per Rasmussen
64-årige Ulla Hansen fra Næstved er en af de kvinder, der er blevet snydt i en sag om omfattende telefonbedrageri. Hun blev franarret 100.000 kroner af en person, der ringede og udgav sig for at være tekniker. Foto: Per Rasmussen

Tirsdag i sidste uge ringede telefonen hos 64-årige Ulla Hansen fra Næstved. En mand, der præsenterede sig som Thomas, sagde, at han var tekniker ved hovedkontoret og lige skulle høre, om Ulla var i færd med at overføre 15.000 kroner til en udenlandsk konto.

Det kom helt bag på hende, og da manden tilbød at hjælpe med at standse overførslen, gav hun ham i god tro de oplysninger, han bad om.

Først da Ulla Hansen uden held prøvede at ringe tilbage til manden, gik det op for hende, at hun nok var blevet svindlet.

- Og da skyndte jeg mig at åbne computeren for at tjekke min konto og kunne med det samme se, at der manglede 100.000 kroner, fortæller Ulla Hansen, da Ekstra Bladet taler med hende.

Ulla Hansen er en af flere kvinder, der den seneste tid er blevet narret til at give deres oplysninger af det formodede netværk af bedragere, som fredag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør.

Otte unge mænd er blevet varetægtsfængslet i sagen. De er sigtet for at have franarret deres ofre minimum 4 millioner kroner.

De sigtede nægter sig alle skyldige.

Se også: Otte sigtet: Snød ældre kvinder for millioner

Gav NemID-oplysninger
Anklagemyndigheden beskrev under retsmødet, at den gængse metode for bedrageriet var at ringe op og stresse offeret til at videregive deres kontooplysninger eller NemID-oplysninger. Det kunne for eksempel være ved at sige, at de hurtigt kunne standse en mistænkelig overførsel, som var i gang.

Det var præcis denne oplevelse, Ulla Hansen havde. Hun fortæller, at manden, der ringede, pressede på for at få hende til at finde nogle bestemte oplysninger på hendes NemID.

Det var først bagefter, at hun fandt det mistænksomt, at han havde virket så ivrig.

- Jeg tænkte slet ikke i de baner på det tidspunkt. Jeg tænkte, det er da pænt af ham. Han sidder nede på et hovedkontor og er tekniker, så han har nok forstand på det.

- Jeg havde jo tiltro til ham. Men det er i hvert fald slut nu med at have tiltro til nogen, siger Ulla Hansen.

Ulla Hansens bankrådgiver har fortalt hende, at det også blev forsøgt at hæve penge fra kontoen dagen efter, at de 100.000 var forsvundet. På dette tidspunkt var kontoen heldigvis spærret. Foto: Per Rasmussen
Ulla Hansens bankrådgiver har fortalt hende, at det også blev forsøgt at hæve penge fra kontoen dagen efter, at de 100.000 var forsvundet. På dette tidspunkt var kontoen heldigvis spærret. Foto: Per Rasmussen

Det er rigtig mange penge
For 64-årige Ulla Hansen er de 100.000 kroner, der blev stjålet fra hendes konto, rigtig mange penge. Det var penge, hun havde fået tilkendt i erstatning efter at have gennemgået en operation for brystkræft sidste år.

Hun havde planlagt at bruge pengene på at forsøde tilværelsen og måske tage ud at rejse, men selvom der kun gik kort tid, før hun opdagede de manglende penge, var der ikke så meget at gøre. Banken spærrede hendes konto, men kunne ikke annullere overførslen.

Ifølge Susanne Aamann, som er forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er det ikke sikkert, at Ulla Hansen og de andre ofre for bedrageriet vil få deres penge igen. Det vil kræve en konkret vurdering af de enkelte sager.

- Helt generelt må og skal man ikke udlevere sine NemID-oplysninger, og hvis man har gjort det, hæfter man som udgangspunkt selv for det misbrug, der måtte ske. Der er dog en forskel på, om man med åbne øjne giver nogen ens NemID-oplysninger, eller om man bliver dem franarret i den tro, at hvis ikke man giver oplysningerne, bliver ens konto tømt, siger Susanne Aamann.

Ulla Hansen har endnu ikke kunnet få et svar på, om hun kan få sine 100.000 kroner igen.

Politiet advarer generelt mod at videregive personlige og økonomiske oplysninger ved telefonisk kontakt eller til folk, man ikke kender personligt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere