Ulovlige våben og grov vold: Ung mand udvises af Danmark

En mand idømmes knap fire års fængsel og udvises for ulovlig besiddelse af pistoler og voldsomt overfald

Retten i Nykøbing Falster har fredag idømt en 26-årig mand tre år og otte måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, afpresning og grov vold.

Desuden er manden blevet udvist af Danmark for bestandig.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sagen omhandler en lang række lovovertrædelser. Herunder et groft overfald i en kiosk i Sakskøbing i september sidste år.

Her overfaldt den 26-årige sammen med tre andre unge mænd butikkens ejer med slag og spark. Ejeren blev slået i hovedet og ansigtet med en fyldt vinflaske, og han fik "betydelige skader", lyder det fra anklagemyndigheden.

Under politiets efterforskning af voldssagen, modtog det et tip om, at den 26-årige opbevarede skydevåben på en adresse i Bandholm på Lolland.

Ved en ransagning fandt politiet to pistoler med ammunition, og ejeren af huset blev fængslet. Han tilstod besiddelsen i et grundlovsforhør den 5. oktober 2018 og afsoner nu en dom på to år og seks måneders fængsel.

Den 26-årige mand er fundet skyldig i at eje pistolerne, som han havde overleveret til andre ukendte medgerningsmænd, der transporterede dem til adressen i Bandholm, hvor de blev opbevaret.

Den unge mand er født og opvokset i Danmark, men har pakistansk statsborgerskab. Han ankede dommen på stedet.

Ifølge anklager Iben Grønbæk er det især forholdet vedrørende våbenbesiddelsen, der har vejet tungt i forbindelse med dommen.

Inden dommen argumenterede hun for, at den tiltalte skulle idømmes tre år og ti måneders fængsel samt udvisning af Danmark.

- Jeg er meget tilfreds med udfaldet. Dommen er næsten, som jeg påstod. Det er den praksis, der er på området ved så alvorlig kriminalitet. Det er særligt våbenforholdet, der vejer tungt, siger Iben Grønbæk.

De øvrige tiltalte i sagen er blevet idømt mellem seks og ti måneders fængsel for overfaldet i kiosken i Sakskøbing.

De fire mænd har alle nægtet sig skyldige.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere