Ulstrup Skole: - Vi er dybt berørte

Efter fund af to voksne og fire døde børn i villa står skolen klar med 'omsorg og støtte til kammeraterne'

Politi og redningsfolk på Amstrup Bakker, hvor de ved middagstid mandag fandt seks døde personer - to voksne og fire børn - i en villa. Foto: Karsten Gøttler.
Politi og redningsfolk på Amstrup Bakker, hvor de ved middagstid mandag fandt seks døde personer - to voksne og fire børn - i en villa. Foto: Karsten Gøttler.

Nyheden om det der ligner en regulær familietragedie breder sig som en brutal virkelighed i denne lille stationsby Ulstrup i Favrskov Kommune.

Her er to voksne og fire børn fundet døde under - ifølge politiet under 'mistænkelige omstændigheder' - i en villa på Amstrup Bakker mandag.

Naboer på vej hjem til deres boliger er ifølge Ekstra Bladets reporter på stedet blevet bedt om at vende om, da vejene er spærret af og er dybt chokerede over nyheden om de mange døde i huset.

Ekstra Bladet erfarer, at der bor et ægtepar med deres fire børn på adressen. Hvorvidt det er de omtalte familiemedlemmer, der er afgået ved døden er ikke be- eller afkræftet af politiet.

Men i den lille by har nyheden nu også ramt den lokale skole.

Her har skoleleder og sekretær Arne Rasmussen her til eftermiddag opdateret skolesitet med følgende meddelelse:

- Favrskov Kommune er af Østjyllands Politi orienteret om en hændelse i Ulstrup, hvor 2 voksne og 4 børn er fundet døde. Favrskov Kommunes beredskabsplan er aktiveret, og vi er tilstede med ledende medarbejdere i Ulstrup. Vi er dybt berørte over, hvad der er sket, og vi sender vores medfølelse til de pårørende. I morgen tidlig er vi klar i dagtilbud og på skolen med omsorg og støtte til kammeraterne, skriver Arne Rasmussen på skolens opslagstavle og indikerer hermed, at en eller flere af de døde børn kan have haft deres daglige gang på Ulstrup Skole.

Arne Rasmussen har overfor Ekstra Bladet ikke ønsket at uddybe sagen yderligere men henviser til Favrskov Kommune.

Der pågår ifølge Østjyllands Politi et større politimæssigt og retsmedicinsk arbejde i villaen.

Har du informationer om sagen, så kontakt os på 1224 (alm. sms takst) eller på mail 1224@eb.dk.

1 af 2 Ulstrup Skole er dybt berørte, skriver skolelederen her til eftermiddag på hjemmesiden. Privatfoto.
2 af 2 Politi og redningsfolk på Amstrup Bakker, hvor de ved middagstid mandag fandt seks døde personer - to voksne og fire børn - i en villa. Foto: Karsten Gøttler.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere