Ulykke i børnehave: Dreng fløjet på hospitalet

En dreng fra en børnehave i Stouby ved Horsens er kommet slemt til skade i en ulykke med en hængekøje

En dreng i børnehave-alderen er angiveligt kommet slemt til skade i en ulykke i børnehaven Skovly i Stouby.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

Angiveligt skete ulykken ved en hængekøje, men det er fortsat uklart, hvad der helt præcist skete.

Dog fortæller Marianne Bertelsen, chef for læring, sundhed, børn og familier i Hedensted Kommune, at drengen er faldet på en meget uheldig måde, da en af hængekøjens pæle knækker eller river sig løs.

Hun oplyser yderligere til Horsens Folkeblad, at de øvrige børn i børnehaven er sendt hjem, imens personalet modtager krisehjælp.

Drengens tilstand er heller ikke offentligheden bekendt, men han er blevet sendt akut med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Forældrene er underrettet og er sammen med drengen.

Hverken Sydøstjyllands Politi eller chef for læring, sundhed, børn og familier i Hedensted Kommune, Marianne Bertelsen, kan torsdag klokken 13.50 oplyse om drengens tilstand.

Opdateres ...