Ulykke på havet: Ældre mand død

En 85-årig mand er død efter en kæntringsulykke ved Kragenæs på Lolland

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ekstra Bladet, at den mand, der tidligere på mandagen var involveret i en kæntringsulykke, nu er afgået ved døden.

To mænd sejlede ved 15-tiden ud fra Urne Havn på Lolland i en lille robåd, hvor de ifølge politiets oplysninger ville på en lille fornøjelsestur.

- De blev overrasket af en forkert sø, der får båden til at kæntre. De prøver først at vende båden, imens de er i vandet, men det formår de ikke, siger vagtchef Ole Hald til Ekstra Bladet.

De to mænd på henholdsvis 85 og 53 år kender hinanden fra lokalområdet.

- Herefter forsøger de at svømme til Rågø, men det er kun den 53-årige, der klarer svømmeturen.

- Da manden kommer i land, løber han hen til et nærliggende sommerhus, hvor han får slået alarm, siger vagtchefen, der fortæller, at de to ikke havde redningsveste på.

Politiet modtog opkaldet fra den 53-årige klokken 16.34. Herefter blev der søgt med både i området og en redningshelikopter kom også til.

Lidt over en time senere lykkedes det redningshelikopteren at lokalisere manden, hvorefter den 85-årige blev hejst op i helikopteren og fløjet mod Rigshospitalet.

- Vi har fået at vide, at lægen i helikopteren erklærede manden død 17.44, siger Ole Hald.

Den 53-årige har det efter omstændighederne godt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere