Ulykke på hovedbanen: Metalskinne kvæster 10-årig pige

DSB-talsmand beskriver ulykke med flere kvæstede på Københavns Hovedbanegård som 'ganske forfærdelig'

Området ved rulletrappen ved spor 3 og 4 er lige nu spærret. Video: Jonas Olufson

En 10-årig pige, hendes far, en brite og en 26-årig dansker blev over middag ramt og kvæstet af en løs metalskinne på Københavns Hovedbanegård.

DSB bekræfter, at der omkring klokken 13.45 skete en ulykke med flere tilskadekomne på den opadgående rulletrappe ved spor 3 og 4.

- Det er ganske forfærdeligt, og vi beklager meget over for de fire tilskadekomne. Det må simpelthen ikke ske, siger Jørgen Rasmussen, chef for DSB's stationsservice.

Han garanterer, at DSB's teknikere og en underleverandør nu vil udsætte alle hovedbanegårdens rulletrapper for en grundig undersøgelse.

Erstatning kan komme på tale
Etatens skadesafdeling vil også holde kontakten til de kvæstede, og følge med i, hvordan deres skadesforløb udvikler sig.

- Vi har navnene på de mennesker, der er kommet til skade. Skulle der komme erstatningskrav vil vi bestemt se på det med stor velvilje, fortæller Jørgen Rasmussen.

Her er den løse metalskinne på hovedbanegården, som ifølge et øjenvidne gav flere rejsende kødsår ind til skinnebenene. Foto: Jonas Olufsson
Her er den løse metalskinne på hovedbanegården, som ifølge et øjenvidne gav flere rejsende kødsår ind til skinnebenene. Foto: Jonas Olufsson

- Ekstra Bladet erfarer, at samme rulletrappe blev fejlmeldt i ugens løb og derefter åbnet igen. Kan du bekræfte den oplysning?

- Nej. Det ønsker jeg ikke at kommentere, siger Jørgen Rasmussen, som ikke er bekendt med, at der har været lignende ulykker på Hovedbanegården tidligere.

Behov for plastikkirurgi
Ekstra Bladet har også været i kontakt med en af de ramte rejsende, den 26-årige Martin fra København.

Han ønsker ikke at stå frem med efternavn, men kom selv til skade og var øjenvidne til de dramatiske begivenheder på den defekte rulletrappe.

- Jeg fik et sår på mit ene skinneben, da jeg blev ramt af en løs metalskinne, der stak ud. Det var en slags pynteliste, fortæller Martin.

Den blødende mand og hans kæreste slog straks alarm, og var også til stede, da pigen og hendes far, der begge er fra Finland, og briten blev ramt af den samme skinne.

Rulletrappen op fra spor 3 og 4 er stadigvæk afspærret. De rejsende må indtil videre benytte den almindelige trappe. Foto: Jonas Olufsson
Rulletrappen op fra spor 3 og 4 er stadigvæk afspærret. De rejsende må indtil videre benytte den almindelige trappe. Foto: Jonas Olufsson

Kødsår ind til knoglerne
De tre udlændinge pådrog sig ifølge det danske øjenvidne åbne kødsår ind til skinnebenet og fik kort efter behandling på stedet af tililende redningsfolk.

- Jeg talte med pigens bror. Han var i chok. Pigen og hendes far fik dybe flænger og åbne kødsår, og de blev sendt videre med ambulance til Rigshospitalet. Redderne mente, at de fik behov for plastikkirurgi. Briten bliver behandlet på Hvidovre Hospital, forklarer Martin.

Martin fortæller, at andre rejsende hjalp de tilskadekomne. Han kunne selv se 'helt ind til knoglen' på pigens kvæstede skinneben.

Henrik Stormer, vagtchef i Københavns Politi, bekræfter, at politiet har foretaget undersøgelser på stedet, men henviser til DSB for yderligere information.

Rulletrappen blev kort efter ulykken afspærret, og passagerer må stadigvæk benytte den almindelige trappe op til hovedbanegårdens butiksområde.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere