Ulykke spærrede befærdet landevej: Mand dræbt

Landevejen mellem Næstved og Rønnede var onsdag morgen spærret på grund af alvorlig ulykke

En lastbil fra Aldi er havnet i grøften efter uheld onsdag morgen. (Foto: alarm112danmark.dk)
En lastbil fra Aldi er havnet i grøften efter uheld onsdag morgen. (Foto: alarm112danmark.dk)

Ved du noget? Har du billeder? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En af Danmarks mest befærdede landeveje - landevejen mellem Rønnede og Næstved - var onsdag morgen spærret i flere timer på grund af et alvorligt færdselsuheld.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters politi på twitter.

En mand er blevet dræbt i forbindelse med ulykken, fortæller politiet til Ekstra Bladet.

Ulykken er sket ved Toksværd og blev anmeldt via alarmcentralen klokken 7.36, hvor meldingen gik på, at der var fastklemte. Det viste sig, at en mand er afgået ved døden.

- En bil er kørt sammen med en lastbil. En mand er død i ulykken. Mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, fordi pårørende ikke er underrettet endnu. Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad der forårsagede uheldet, siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at en lastbil er endt i grøften efter at have ramt en bil.

Politiet har efterfølgende oplyst til Ritzau, at den dræbte mand - der er 55 og fra Næstved-området - af ukendte årsager kom over i modkørende vejbane og ramte lastbilen.

Ifølge Vejdirektoratet forventedes landevejen først åbnet igen tidligst klokken 9.

Vejen åbnede imidlertid først klokken 10.

Redningsmandskab har skåret taget af en lille blå varevogn, fremgår det af billeder fra uheldsstedet. Det er manden i varevognen, som ifølge politiet er omkommet. Samtidig viser billeder, at en lastbil med anhænger fra Aldi er havnet med den forreste vogn ude på en mark. Der er betydelige skader på lastbilens front.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrede trafikanter, der skulle mod Næstved fra Sydmotorvejen, til at køre fra motorvejen ved Haslev, hvis man kom nordfra, eller Tappernøje eller Bårse, hvis man kom fra syd.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere