Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Opdateret klokken 16.17: Politiet skriver nu, at det forventes, at to spor åbnes på motorvejen inden for kort tid.
Opdateret klokken 16.32: Vagtchef Lars Guldborg fortæller, at det totale antal tilskadekomne er tre. Der er en, som er kommet alvorligt til skade. To andre er kommet lettere til skade. To ambulancer er med politieskorte kørt fra stedet i retning mod Rigshospitalet.
Opdateret klokken 17.37: Politiet oplyser, at trafikken igen glider på motorvejen i vestlig retning.
______________
Holbækmotorvejen er lørdag eftermiddag spærret totalt ved Hedehusene nogle kilometer før afkørslen til Roskilde Festival.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Færdselsuheld på Holbækmotorvejen udadgående kort før frakørsel 7B ved Hedehusene. Motorvejen er helt spærret og alternative ruter anbefales. Seneste frakørsel på motorvejen er frakørsel 7 A. #politidk
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) July 7, 2018
Årsagen er et alvorligt færdselsuheld. Tre-fire biler er involveret. En er kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchef Lars Guldborg. Fire andre er kommet mindre slemt til skade.
- Det er tæt på Roskilde Festival, og der er virkelig massiv kø. Altså virkelig stor kø. Folk er begyndt at vende i nødsporet, og det er altså noget skidt, for der kommer redningskøretøjer, siger Lars Guldborg.
Uheldet er sket ved Hedehusene i sporet, der har retning mod Roskilde. Det blev udløst af, at en trailer tabte noget gods på motorvejen. Så har flere biler måttet lave undvigemanøvrer, der har udløst uheldet.
Motorvejen er helt spærret i retning mod Roskilde, oplyser politiet, og alternative ruter anbefales.
Sidste frakørselsmulighed før uheldsstedet er frakørsel 7 A.
https://t.co/O2rgaT7OeH
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) July 7, 2018
Motorvejen er pt. spærret udadgående på ubestemt tid. LAD NU VÆRE med at vende og køre tilbage i nødsporet og respekter redningsfolkene og anvisninger på stedet. #politidk
Uheldet er anmeldt til alarmcentralen klokken 15.14. Skiltevogne er ankommet og dirigerer trafikken.