Ulykker i Jylland: To personer i kritisk tilstand

To større uheld skaber bilkøer i Jylland. To personer fra det ene uheld er i kritisk tilstand

To personer er i kritisk tilstand efter den voldsomme ulykke. Foto: Ernst van Norde
To personer er i kritisk tilstand efter den voldsomme ulykke. Foto: Ernst van Norde

To personer er i kritisk tilstand efter flere biler og lastbiler har været involveret i et uheld på motortrafikvejen ved Rønde.

Vagtchefen hos Østjyllands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der på nuværende tidspunkt er meldinger om et sammenstød mellem to lastbiler og to personbiler.

Politiet er dog stadig i færd med at klarlægge, hvad der præcist er sket i uheldet.

Vejen er spærret i begge retninger mellem Randersvej og Flintbakken ifølge Vejdirektoratet. De opfordrer trafikanter til at finde alternative ruter, og oplyser at arbejdet på stedet først forventes afsluttet sidst på formiddagen.

Uheld i Nordjylland
Tidligere mandag morgen rykkede Nordjyllands Politi og redningsmandskab ud til et større færdselsuheld.

Politiet skriver på Twitter, at uheldet involverer tre køretøjer på E45 ved Støvring i Nordjylland i nordgående retning.

Både højre spor og nødsporet er spærret.

Arbejdet på stedet forventes tidligst afsluttet 8.30 ifølge Vejdirektoratet, der også melder om kødannelser på store dele af den Nordjyske Motorvej.

Ekstra Bladet arbejder på at indhente en kommentar fra Nordjyllands Politi.

Opdateres ...