Undersøger dødsfald på Christiania

Politiet undersøger et dødsfald på Christiania i København

Københavns Politi rykkede søndag morgen ud til 'et mistænkeligt dødsfald' på Christiania.

Det oplyste vagtchef Michael Andersen til Ekstra Bladet.

- Vi fik anmeldelsen klokken 6.30 og er en del til stede derude lige nu, herunder vores efterforskningsleder, fortalte Michael Andersen.

- Der er tale om en mand født i 1961, som er fundet død på et toilet.

Søndag eftermiddag oplyser vagtchefen, at politiet fortsat er til stede på Christiania, og at et ligsyn ikke har kunnet kaste lys over, hvordan manden er død, hvorfor han skal obduceres.

- Vi kommer ikke til at kunne sige mere før i morgen, siger Michael Andersen og fortæller, at politiet arbejder på at få underrettet de pårørende.

Vagtchefen understregede søndag morgen, at selvom de undersøger dødsfaldet, er det ikke ensbetydende med, at der er sket noget kriminelt.

- Når man ligger død et offentligt sted på den måde, vil vi altid undersøge det som 'mistænkeligt', sagde Michael Andersen.

Ekstra Bladet følger sagen ...