Undersøger formodet drab begået på stor landejendom på Lolland

En historisk hovedgård på Lolland er afspærret af politiet, der undersøger en drabssag

Politiet har afspærret et stort område af Nøbbøllegård på Lolland, hvor et formodet drab er begået. Foto: Mathias Øgendal
Politiet har afspærret et stort område af Nøbbøllegård på Lolland, hvor et formodet drab er begået. Foto: Mathias Øgendal

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Politiet efterforsker lige nu et formodet drab, der måske er begået på en stor landbrugsejendom i Holeby på Lolland.

En stor del af Nøbbøllegård på Nøbbøllevej er afspærret af politiet, der også undersøger steder på markerne omkring den 325 hektar store ejendom.

Et sted i området skal der være fundet et formodet gerningssted, hvor der er spor af blod. Et andet sted er der tale om et findested - altså hvor et lig skal være fundet. Politiet fik anmeldelsen i formiddags kl. 11.07.

Ejeren af Nøbbøllegård, Niels Jørn Wibholm, der har ejet stedet siden 2006, ved ikke meget om, hvad der foregår.

- Politiet har ikke sagt andet, end det du fortæller, at de mistænker, der er begået et drab.

- Politiet har vel afspærret cirka halvdelen af området, og der er flere konkrete lokaliteter de undersøger, siger Niels Jørn Wibholm, der ikke har set eller hørt noget mistænkeligt, før politiet pludseligt dukkede op.

- Vi er også blevet afhørt af politiet, siger gårdejeren, der lejer dele af ejendommen ud til andre landmænd.

Ifølge folketidende.dk oplyser politikommissær Marianne Roed, at man frygter, at der er tale om et drab.

Politiet er stadig massivt til stede med blandt andet kriminalteknikere og en retsmediciner er også tilkaldt. 

Nøbbøllegård stammer tilbage fra 1700-tallet og har tidligere blandt andet været ejet af De Danske Sukkerfabrikker.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi vil melde mere ud senere på fredagen.

Politikommissær Marianne Roed siger til Ekstra Bladet, at der formentlig går nogle timer, før politiet kan oplyse mere om sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere