Ung kvinde beskudt: Måtte bakke for at slippe væk

To maskerede mænd affyrede sent mandag aften skud mod en ung kvinde ved Slagelse Hospital

Foto: Mathias Øgendahl/ presse-foto.dk
Foto: Mathias Øgendahl/ presse-foto.dk

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 23-årig kvinde blev sent mandag aften beskudt af maskerede mænd i Slagelse. Skuddramaet fandt sted ved byens hospital.

Ifølge efterforskningsleder Steen von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kom kvinden kørende i sin bil, da skuddene faldt.

- Hun er selvfølgelig rystet, men hun har været heldig med ikke at blive ramt, siger efterforskningslederen.

Episoden skete mere præcist på et parkeringsareal ved Ingemannsvej 18 omkring klokken 22.30.

Til politiet har kvinden forklaret, at to maskerede mænd pludselig sprang ud på kørebanen foran hendes bil og åbnede ild. Flere skud ramte bilen.

- Hun må bakke fra stedet for at slippe væk, siger Steen von Würden.

Han ønsker ikke at røbe, hvor på bilen skuddene ramte, eller hvor mange skud der blev affyret. Der kan heller ikke frigives oplysninger om våbnet.

I en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremgår det, at de efterforsker sagen som drabsforsøg, men der kan endnu ikke oplyses nærmere om motivet for skyderiet.

Motiv uvist
Steen von Würden forklarer, at de maskerede mænd tilsyneladende ventede på kvinden i området omkring Slagelse Hospital.

Hvorfor nogen skulle ønske at skade den unge kvinde, er foreløbigt uvist.

- Lige umiddelbart virker det jo underligt, at en ung kvinde skal udsættes for det. Vi må undersøge, hvilken forbindelse der er mellem kvinden og de her mænd, eller om der er tale om en forveksling, siger Steen von Würden.

Se også: Kvinde beskudt af maskerede mænd

Tirsdag formiddag har politiet afsluttet afhøringen af kvinden.

- Ud over oplysningerne om selve hændelsesforløbet er hun kommet med nogle flere punkter, som vi lige skal undersøge nærmere. Dem holder vi indtil videre for os selv, siger efterforskningslederen.

Selv om han ikke ønsker at spekulere i et muligt motiv, understreger han, at intet umiddelbart tyder på, at det skulle være banderelateret.

Politiet har ikke noget nærmere signalement af de to mænd. Det er også uklart, hvordan og i hvilken retning de forlod stedet.

1 af 2 Foto: Mathias Øgendahl/ presse-foto.dk
2 af 2 Foto: Mathias Øgendahl/ presse-foto.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere