Ung kvinde dræbt: Mast mellem to lastbiler

En 24-årig kvinde er dræbt efter en lastbilchauffør kørte op i hendes bil ved en af de fire ulykker på Køge Bugt motorvejen tidligere i dag

Midt- og Vestsjællands Politi har netop offentliggjort, at en 24-årige kvinde er blevet dræbt i forbindelse med en ulykke på Køge Bugt-motorvejen klokken 16.21 i eftermiddags.

Ulykken skete, da trafikken var gået i stå på motorvejen i nordgående retning som følge af en af de tre tidligere ulykker der tidligere på dagen havde været på strækningen.

Se mere video hos Local Eyes.

en 46-årig lastbilchauffør overså, at trafikken var stoppet op og kørte derfor op i bagenden af kvindens bil, der blev mast imellem den bagfra kommende lastbil og en foran holdende lastbil.

Motorvejen var efter ulykken spærret i en længere periode, da oprydnings- og redningsarbejdet krævede dette.

Blodig onsdag
Ulykken var den fjerde på Køge Bugt motorvejen onsdag eftermiddag.

Den første ulykke fandt sted kort før klokken 15, da en lastbil kørte op bag i en personbil. Ved ulykken fik en person knubs og blev kørt til skadestuen med rygsmerter.

Så heldigt slap et ældre svensk ægte par ikke.

Et ildebefindende var formentlig skyld i, at den 72-årige mandlige bilist her til eftermiddag kørte galt på samme vejstrækning ved frakørsel 26. Det fortæller vidner til politiet.

Det svenske ægtepar kørte i en et år gammel Mercedes, der blev totalskadet ved ulykken (Foto: Kenneth Meyer)
Det svenske ægtepar kørte i en et år gammel Mercedes, der blev totalskadet ved ulykken (Foto: Kenneth Meyer)
 

I bilen med den 72-årige fører af bilen var hans 68-årige kone. De to blev bragt til Rigshospitalet umiddelbart efter ulykken, hvor de endnu befinder sig. Deres tilstand betegnes af vagtchefen ved Vestegnens Politi som kritisk, men stabil.

Ulykken skete i forbindelse med en overhaling.

Ifølge vidner kørte manden omkring 80 km/t under overhalingen, og bilen kom op at ride på autoværnet et par hundrede meter, før den blev stoppet af betonpillen.

Harmonikasammenstød med 10 køretøjer
Klokken 15.25 måtte redningskøretøjer igen rykke ud, da 10 biler var involveret i et stort harmonikasammenstød i nordgående retning ved Kildebrøndevej.

To ambulancer kørte til stedet og behandlede bilisterne for små knubs på stedet, mens to blev kørt på skadestuen for nakkesmerter.

De mange trafikuheld har dagen igennem præget trafikken på motorvejen, der er Danmarks travleste vejstrækning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere