Ung kvinde fundet død i Sverige: Formodes dræbt

En 21-årig kvinde blev fundet død natten til torsdag, da hun ikke var kommet hjem fra en løbetur

En ung kvinde er fundet død uden for Stockholm og er sandsynligvis blevet dræbt, ifølge politiet.

Den 21-årige kvinde blev meldt savnet efter en løbetur onsdag aften.

En stor eftersøgning blev iværksat, og lidt over klokken to natten til torsdag oplyste politiet, at kvinden er fundet død, og at hun formentlig er blevet dræbt.

- En hundefører har fundet pigen nær løbestien, siger Anna Kling fra politiet i Stockholm til nyhedsbureauet TT.

Hun blev meldt savnet klokken 21.30, og både helikopter og hundepatruljer blev sat ind i søgningen. Hendes bil blev fundet nær løbestien, og politiet antog først, at hun kunne være kommet til skade.

Selv om politiet efterforsker ud fra, at hun er blevet dræbt, betragter de indtil videre hendes død som et mistænkeligt dødsfald.

Ifølge Aftonbladet er politiet tidligt torsdag morgen stadig talstærkt på stedet, hvor de sikrer eventuelle spor.

Politiet har indtil videre fundet kvindens mobiltelefon og hendes bil i området.

- Lige nu består efterforskningen i at finde ud af, hvad der er sket med hende, siger Towe Hägg fra Stockholms Politi.

Ingen er anholdt eller mistænkt i sagen endnu.