Ung kvinde i kunstigt koma efter drukneulykke

Politiet mener, at en 21-årig er snublet og faldet i vandet, da hun ledte efter et sted at tisse

En 21-årig kvinde er blevet lagt i kunstigt koma, efter at hun søndag morgen blev fundet livløs i en lille sø ved Kattegatvej i Københavns Nordhavn. Hun var i kritisk tilstand, da hun blev fundet, og lægerne på Rigshospitalet kæmpede for at genoplive hende.

Søndag over middag er det lykkedes at stabilisere hende. Ifølge politiet vil lægerne holde kvinden i det kunstige koma nogle dage.

Den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider, Københavns Politi, har oplyst til Ritzau, at kvinden er en amerikansk turist, der er i Danmark for at besøge nogle venner, som studerer her i landet

Gruppen havde været til en udendørs fest i Nordhavnen og havde fået noget at drikke.

På hjemvejen skulle kvinden træde af på naturens vegne og gik afsides for at finde et sted at tisse, mens vennerne ventede på hende.

På et tidspunkt begynder de at lede efter hende, men kan ikke lige finde hende.

Efter nogen tids søgning, finder de hende liggende livløs i en sø, der er adskilt fra havnen af en cykelsti.

Politiet mener, at kvinden er snublet og faldet i vandet.

Der er intet, der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse, siger Sajjad Haider.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere