Ung kvinde låst inde: Butiksejer tiltalt for grove sexovergreb

Ejer af nordsjællandsk forretning risikerer lang fængselsstraf og udvisning af Danmark i retssag om krænkelser eller seksuelle overgreb mod fire kvindelige medarbejdere

En midaldrende butiksejer fra Nordsjælland skal mandag i Retten i Lyngby forsøge at forklare sig i en domsmandssag om seksuelle overgreb mod en 21-årig kvinde og blufærdighedskrænkelse af tre andre kvindelige medarbejdere i hans forretning.

Manden er tiltalt for at have krænket og voldtaget den 21-årige kvinde i begyndelsen af september i år. Overgrebene skal være foregået to dage i træk kort efter kvindens ansættelse i hans butik.

Først stillede han sig efter anklagerens opfattelse op bag den unge kvinde og gned sit underliv op ad bagdelen på hende. Det skal være sket i nogle timer efter klokken 17.

Han er også tiltalt for dagen efter at have tiltvunget sig 'andet seksuelt forhold end samleje' i kælderen til sin butik.

Låst inde i kælderen
Manden havde angiveligt låst døren til kælderen, og han fastholdt derefter hendes hænder og førte dem ned til sin penis i et forsøg på at få hende til at give ham et 'handjob'.

Hun gjorde modstand, men manden reagerede ifølge anklageskriftet ved at kysse hende på halsen, beføle hendes bryster og stikke fingre op i hendes skede.

Overgrebene skal være foregået i tyve minutter hen imod klokken 21.

Manden er også tiltalt for at adskillige gange i sensommeren 2018 at have krænket en anden kvindelig medarbejder i et forretningslokale i butikkens kælderetage. Han bad hende om at skifte tøj, så hun til sidst kun var dækket af en BH.

Butiksejeren skal derefter have befølt hende på numsen, gnubbet sig op ad hende og krammet hende på brysterne.

Risikerer udvisning
I april i år var den ifølge anklageskriftet gal igen. Manden bad en tredje kvindelig medarbejder om at klæde sig af, så hendes krop kun var dækket af en BH.

Endelig er han tiltalt for i august at have forgrebet sig på nok en kvinde, der var ansat i hans butik. Det skal være sket om aftenen i en gård bag forretningen.

Her skal han have krammet kvinden og vedholdende og insisterende have forsøgt at få hende med ned i kælderen. Det lykkedes ikke.

Det bliver flere gange fremhævet, at den tiltalte var arbejdsgiver for kvinderne.

Bente Schnack, senioranklager i Nordsjællands Politi, er underskriver af anklageskriftet, og hun er ikke i tvivl om, at den kollega, der fører sagen i retten, vil fremhæve det som en 'skærpende omstændighed'.

Hun oplyser til Ekstra Bladet, at den tiltalte mand ikke er dansk statsborger, og at anklageren udover en ubetinget fængselsstaf vil kræve ham udvist af landet, hvis han bliver kendt skyldig.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere