Ung kvinde solgte 13-årig til sex: Nu får hun sin straf

En 20-årig kvinde er fredag blevet straffet for at have solgt en blot 13-årig pige til sex med en ung mand

En 20-årig kvinde fra Vestfyn er fredag kendt skyldig i retten i Odense for at have solgt en 13-årig pige til at dyrke sex med en ung fyr.

Det skriver Fyens.dk.

Episoden skete tilbage i maj, hvor kvinden solgte den mindreårige pige til en ung mand på 21 år, som betalte 8500 kroner for at have samleje med pigen i sit hjem i Vissenbjerg.

Ifølge anklageskriftet havde manden både følt på hende og haft samleje med hende almindeligt, analt og oralt.

Manden blev allerede dømt i november sidste år, hvor han fik en straf på seks måneders betinget fængsel.

Her blev kvinden også kendt skyldig, men udmålingen af straffen blev her udsat, da hun skulle igennem en personundersøgelse først.

Kvinden har hele vejen nægtet sig skyldig i sagen, men fredag dømte retten hende alligevel til otte måneders betinget fængsel.

Det er to måneder mere end manden, og det skyldes, at kvinden har formidlet kontakten, fortæller anklageren Peter Nygaard.

Begge parter blev udover det også pålagt at betale til den 13-årige pige en erstatning, som under retssagen vidnede bag lukkede døre.