Ung kvindes opråb: Hvem kørte min lillesøster ned?

FLUGTBILIST EFTERLYSES: - Man kører da ikke små børn ned og flygter, siger Ladan Mohamud Abdi om den cirka 50-årige mand, der påkørte hendes 11-årige lillesøster onsdag morgen i Aarhus

Det var denne 11-årige pige, som onsdag morgen blev påkørt i Aarhus på vej til skole. Den cirka 50-årige mandlige bilist, som ramte hende i krydset Rosenvangs Allé - Skanderborgvej, flygtede efterfølgende i sin stationcar af nyere dato. Privatfoto
Det var denne 11-årige pige, som onsdag morgen blev påkørt i Aarhus på vej til skole. Den cirka 50-årige mandlige bilist, som ramte hende i krydset Rosenvangs Allé - Skanderborgvej, flygtede efterfølgende i sin stationcar af nyere dato. Privatfoto

Harmdirrende vrede har sat sig tungt i Ladan Mohamud Abdi, efter at hendes lillesøster onsdag morgen var faretruende tæt på at blive offer i en trafikulykke, der kunne have fået alvorlige konsekvenser.

Så galt gik det heldigvis ikke, idet Ladan Mohamud Abdis 11-årige lillesøster slap med knubs, chok og seks sting i panden efter et besøg på skadestuen.

Lillesøsteren var på vej til sin skole i Hasselager i det sydlige Aarhus, da hun cirka klokken 07.30 blev påkørt, mens hun krydsede fodgængerfeltet der, hvor Skanderborgvej møder Rosenvangs Allé i Viby.

Den mandlige bilist, som havde ramt den lille pige fra hendes venstre side, vidste udmærket, at den var gal og reagerede umiddelbart korrekt. Men efter at han havde stoppet, bakket tilbage og åbnet sin førerdør og havde kigget direkte på den forslåede og chokerede pige, lukkede han døren igen og stak af ad Skanderborgvej i retning mod Aarhus centrum.

26-årige Ladan Mohamud Abdi har med tilfredshed noteret sig, at Østjyllands Politi torsdag morgen efterlyste flugtbilisten, der vurderes til at være cirka 50 år. Men for at øge chancen yderligere for, at vidner eller andre kan hjælpe med til at identificere og finde frem til manden, har den somalisk-fødte kvinde nu også skrevet en efterlysning på sin egen facebook-profil https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10152452322862003&set=ecnf.649032002&type=3&theater.

Ikke hævngerrig

- Jeg er så rasende. Man kører da ikke små børn ned og flygter, siger Ladan Mohamud Abdi med tydelig harme i stemmen til Ekstra Bladet.

Lillesøsteren er - ud over stadig at være chokeret - plaget af hovedpine dagen derpå.

- Vi tror faktisk, at bilisten havde intentioner om at hjælpe min søster, men da han så, at andre forbipasserende kom til, mente han åbenbart ikke, at han behøvede at gøre noget, siger Ladan Mohamud Abdi, der kom til Danmark fra Somalia som tre-årig.

Ladan Mohamud Abdis vrede er ikke båret af lyst til hævn, men af harme og mangel på forståelse for det krysteragtige i, at manden i bogstaveligste forstand kørte fra sit ansvar.

Den mandlige bilist var kørende i en nyere stationcar i hvid eller grålig farve af ukendt mærke og med et registreringsnummer, der begynder med AC. Manden bar hue og briller og var iført en blå skjorte.

Hvis du har oplysninger til sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere