Ung mand død efter overfald

Yngre mand fremstilles i grundlovsforhør, hvor han sigtes for drab

Ved du noget om sagen så tip os på sms/mms 1224 eller skriv mail til 1224@eb.dk

En mand, der blev overfaldet i Rødovre mandag, er afgået ved døden. En mand sigtes for drab, oplyser politikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.

Offeret er ikke dansk statsborger. Her er der tale om en 33-årig mand.

Det var tidligt mandag aften, at politiet blev kaldt til  Korsdalsvej i Rødovre. Overfaldet er sket tæt ved Autohuset Rødovre.

Politiet har tidligere meldt ud, at volden udspandt sig i forbindelse med en strid, der muligvis bunder i tvist om parkeringsarealer.

Politiet har netop udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med sagen. Den lyder:

'Et af ofrene fra det voldsomme overfald mandag aften på Korsdalsvej i Rødovre døde sent onsdag aften som følge af sine kvæstelser. Der er tale om en 33-årig britisk statsborger, som siden overfaldet har været indlagt på Rigshospitalet. Hans familie og de britiske myndigheder er underrettet.

Foruden den nu anholdte mener politiet at have identificeret mindst én person mere, der kan sættes i forbindelse med sagen.

Det drejer sig om den 28-årige Cihan Calis, som er bosiddende i Brønshøj, har tilknytning til et autoværksted beliggende ved gerningsstedet, og som Københavns Vestegns Politi efterlyser til sagen.

Han kan beskrives som: Mand, 28 år, udlænding, 182 cm høj, alm. af bygning med kortklippet sort hår.

- Foreløbig peger efterforskningen i retning af, at overfaldet kan være motiveret af uenighed mellem enkeltpersoner om lokale forhold på ejendommen, hvor overfaldet skete. Politiet vurderer således ikke at overfaldet har relation til konflikter i rocker- eller bandemiljøet. Men det må vores videre efterforskning klarlægge yderligere, siger efterforskningsleder Ole Nielsen.

Efterforskningen tyder også på, at der var mindst fem personer involveret i overfaldet - de søges aktuelt.

- Har nogen set eller hørt noget før, under eller efter overfaldet på Korsdalsvej mandag aften kl. 17.35, eller iøvrigt har en viden om det, så kontakt os gerne, siger Ole Nielsen.'

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere