Ung mand død i voldsom trafikulykke

Mistede herredømmet over sin bil i et sving

En ung mand er død af sine kvæstelser efter et alvorligt færdselsuheld i svinget Krogsbøllevej-Norupvej i Otterup. Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 06.02.

- En 28-årig mand havde, af endnu ukendte årsager, mistet herredømmet over sin bil og påkørt et vejtræ. Uheldet var så voldsomt, at den 28- årige døde af sine kvæstelser, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Den unge mand er fra det nordlige Odense, og de pårørende er underrettet.

Uheldet er undersøgt af en bilinspektør, der i samarbejde med politiet skal forsøge at klarlægge årsagen.

Undersøgelserne på selve uheldstedet er afsluttet, oplyser politiet.