Ung mand død: Motorvej spærret efter ulykke

En ung mand er død efter ulykke på E45 Nordjyske Motorvej natten til mandag

En 23-årig mand har mistet livet i forbindelse med en trafikulykke på E45 Nordjyske Motorvej natten til mandag.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Ulykken skete kort efter midnat på motorvejen mellem Hadsten og Sønder Borup.

- To biler er involveret i ulykken. Omstændighederne undersøges fortsat, men det tyder på, at ulykken opstod i forbindelse med påkørslen af en hjort, der har befundet sig på vejbanen, siger vagtchef Morten Bang Rasmussen.

Ifølge vagtchefen nåede både ambulance og helikopter hurtigt frem, men den unge mand blev erklæret død på stedet. De pårørende er underrettet.

To andre personer er lettere tilskadekomne efter ulykken og bragt til Randers Sygehus, hvor de modtager behandling.

Efter ulykken var motorvejen spærret for al trafik ved afkørsel 44. Klokken 03.45 meddeler politiet, at motorvejen er genåbnet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere