Ung mand faldet fra tredje sal: En person anholdt

En ung mand er lørdag faldet ud fra en altan på tredje sal. Det er uvist, om han faldt, sprang eller blev skubbet

En mand er lørdag faldet fra en altan på tredje sal på Frederiksberg. Foto: Kenneth Meyer
En mand er lørdag faldet fra en altan på tredje sal på Frederiksberg. Foto: Kenneth Meyer

En ung mand er lørdag aften blevet kørt på Rigshospitalet, efter han faldt fra en altan på tredje sal på Frederiksberg.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Kristian Rohdin til Ekstra Bladet.

- Han er ikke i kritisk tilstand, siger Kristian Rohdin og tilføjer, at der er tale om en mand i alderen 20-25.

Anholdt
I lejligheden befandt sig en anden mand, som er blevet anholdt.

- Vi har anholdt den anden mand, men det er ikke nødvendigvis, fordi vi mistænker ham for noget, fortæller vagtchefen.

De to mænd var ifølge politiet påvirkede af alkohol eller stoffer, og det er politiets opfattelse, at de kender hinanden.

Københavns Politi ved endnu ikke, om den unge mand faldt, sprang eller blev skubbet fra altanen på tredje sal. Tidligere lørdag aften var de derfor til stede på adressen på Ved Lindevangen på Frederiksberg, hvor de arbejdede med at 'sammenstykke et hændelsesforløb'.

- Men mig bekendt er vi ikke derude længere, siger vagtchefen.

Anmeldelsen løb ind klokken 20.27.