Ung mand fundet død 25-50 meter fra sin bil

En række forbipasserende stoppede onsdag morgen ved en forulykket bil nær Herning. 25-50 meter derfra lå en død ung mand

En 28-årig mand mistede natten til onsdag livet i en voldsom soloulykke nær Videbæk tæt på Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Vi får en anmeldelse om uheldet klokken 06.48. Her finder en forbipasserende en bil, der står på marken, og de finder en mand liggende 25-50 meter fra bilen, siger vagtchef Anders Olesen til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet er ulykken formentlig sket sidst på natten, og manden har derfor ligget død i et stykke tid, inden han blev fundet.

- Han er på en eller anden måde kørt af vejen, og han er blevet slynget ud af bilen. Formentlig på grund af for høj hastighed og glatte veje, siger Anders Olesen til Ekstra Bladet.

Politiet arbejder stadig på at finde ud af, hvad der helt præcist er sket, ligesom de arbejder på at få underrettet de pårørende. Den 28-årige mand er ikke fra lokalområdet.

Ulykken skete tæt på krydset ved Kongevejen og Tranemosevej.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere