Ung mand fundet død på toilet - en anholdt

Mistænkeligt: Svensk politi efterforsker om manden er blevet myrdet

En person er blevet anholdt, efter at en mand i tyverne er blevet fundet død på et offentligt toilet i Örebro i Sverige.

Ifølge den svenske avis Expressen mener politiet, at manden er blevet dræbt.

- Personen er anholdt og mistænkes for at have begået et drab, siger Mats Öhman fra det lokale politi til avisen.

Politiet blev alarmeret ved 17-tiden lørdag, efter at en livløs mand var blevet fundet på toilettet ved Järntorget i Örebro.

Arbejder på stedet
Ifølge Expressen blev flere patruljevogne sendt til stedet og pladsen blev hurtigt spærret af.

- Det er de nærmere omstændigheder, som gør os mistænksomme, siger talsmanden fra politiet.

Den afdøde mand er endnu ikke identificeret. Det skønnes, at han er i tyve års alderen.

Politiet arbejder fortsat på stedet, og torvet er spærret af.