Ung mand i kritisk tilstand: Faldt af knallert

En 20-årig mand faldt fredag aften af en knallert, som han sad bag på, og blev alvorligt kvæstet

Opdatering: Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser lørdag morgen, at mandens tilstand er uændret og fortsat kritisk.

En 20-årig mand fra Bedsted i det nordvestlige Jylland faldt fredag aften af en knallert under kørslen.

Den unge mand pådrog sig alvorlige kvæstelser, da han slog hovedet kraftigt ved faldet.

- De kommer to personer kørende på en knallert, og han sidder som passager bagpå, hvorefter han så falder af. Det kan måske skyldes, at han sidder med ryggen til føreren.

- Han falder af knallerten og slår hovedet i asfalten, og han havde ikke nogen hjelm på, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

Ulykken skete ved et kryds på Skolegade i Bedsted klokken 17.18, og manden blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital.

- Hans tilstand er stadig kritisk. Vi har ikke hørt andet, siger vagtchefen.

Klokken 23.30 er meldingen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at de fortsat ikke har hørt noget nyt om den unge mands tilstand.

Mandens pårørende er underrettet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere