Ung mand sigtet for drab: Offer dræbt med slag i hovedet

Den 19-årige tysker er sigtet for drab i forbindelse med villabrand

Politiet efterforskede i begyndelsen det, de kaldte 'en mistænkelig brand'. Nu er en tysker sigtet for drab. Video: Local Eyes

RETTEN I ESBJERG (Ekstra Bladet): Det er en ung mand med kort, mørkt hår, der torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for at have dræbt 61-årige Cai Lennart Henriksen med et ukendt antal slag i hovedet med en stump genstand.

Ifølge politiets pressemeddelelse blev en 61-årig mandlig og en 85-årige kvindelig beboer tirsdag morgen fundet døde i forbindelse med en villabrand på Bytoften i Blåvand.

Obduktionen har efterfølgende vist, at Cai Lennart Henriksen blev dræbt inden branden, mens 85-årige Else Nielsen er død af kulilteforgiftning i forbindelse med branden.

Kvinden eller branden er dog ikke nævnt i sigtelsen mod den 19-årige sigtede. Han nægter sig skyldig, men blev fængslet i 14 dage. Han kærede ikke kendelsen.

Den unge mand, der er tysker, blev anholdt uden dramatik i turistbyen Blåvand onsdag aften omkring kl. 22.15.

Han var ved grundlovsforhørets start iført håndjern, hvidt hospitalstøj og badetøfler og gik først afsides og talte tyve minutter med sin forsvarer og en tolk.

På tilhørerpladserne sad tre pårørende til sigtede.

112 - 30. maj. 2019 - kl. 08:43 Ung mand sigtet: Sådan døde ofre i villabrand

Han havde et par mærker på den ene arm, men bar ellers ikke præg af at have været i slagsmål. Han fremstod lidt betuttet og opmærksom på, hvad der skete.

Anklager Lars Viereck havde efter oplæsningen af sigtelsen en begæring om lukkede døre med henvisning til efterforskningens tidlige stadie, at der stadig mangler afhøringer af vidner, og at de skal have fastslået sigtedes færden omkring gerningstidspunktet.

Det valgte dommeren at efterkomme trods protester fra pressen med henvisning til sagens alvor og efterforskningens meget tidligere stadie.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Voldsom brand
Branden, der blev anmeldt omkring klokken 2 natten til tirsdag, har været voldsom.

- Det er fuldstændig nedbrændt. Der står nogle ydermure tilbage, siger efterforskningsleder Jacob Ulvedal Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der ikke kan sige nærmere om, hvordan branden opstod.

- Det er, fordi vores tekniske undersøgelser ikke er afsluttet, siger han.

Politi og teknikere har arbejdet intenst siden anmeldelsen af branden og har tidligere efterlyst vidner. Og den opfordring gentager Jacob Ulvedal Andersen.

- Vidner, der mener, at de har set eller hørt noget fra om aftenen og til gerningstidspunktet, må meget gerne tage fat i politiet, siger han.

Samtidig fortæller han, at der i morgen fredag vil være et par betjente i området, som borgere kan rette henvendelse til, hvis de har spørgsmål eller er lidt utrygge.

Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at sige nærmere om, hvorvidt der er en relation mellem den sigtede og de afdøde, om kvinden har været udsat for vold, før hun døde af kulilteforgiftning, eller om den sigtede er lokal bosiddende eller turist.

Skærm

Hent flere
Hent flere