Ung mand stukket ned: Hospitalsvej spærret

To unge mænd blev natten til søndag overfaldet bag Ringsted Sygehus

Lørdag blev en ung mand tæsket og en anden stukket ned bag Ringsted Hospital. Foto: Henrik Larsen
Lørdag blev en ung mand tæsket og en anden stukket ned bag Ringsted Hospital. Foto: Henrik Larsen

Ved du noget, eller har du tip? Send en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Natten til lørdag blev to mænd i start 20'erne stukket ned og tæsket nær Ringsted Sygehus.

Midt- og Veststjællands politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at de har afspærret et parkeringsområde på Ærtekildevej bag sygehuset i forbindelse med overfaldet.

- Vi har hunde ude, som undersøger mulige spor, siger vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi, René Søe Pedersen.

De fik anmeldelsen i nat, da de to mænd henvendte sig på Slagelse Sygehus - godt 30 kilometer vest for Ringsted.

- Omkring klokken 03.52 kom to drenge ind på Slagelse Sygehus. Den ene var stukket med en kniv, og den anden havde fået tæsk, siger Jesper Lovmand, vagtchef ved Sydsjællands Politi.

Han fortæller også, at de to drenge angiveligt blev overfaldet i Ringsted.

To politikredse på en sag
Fordi anmeldelsen og overfaldet skete to forskellige steder, arbejder politiet fra Sydsjælland og Midt- og Vestsjælland sammen om sagen.

Søndag morgen startede de en efterforskning i Ringsted omkring parkeringspladsen, som nu er afspærret.

- Vi har to indsatsledere på sagen. En fra hver politikreds, oplyser vagtchefen, René Søe Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

På nuværende tidspunkt ved han ikke, hvad årsagen til overfaldet er, men det er de i gang med at undersøge.

- Vores efterforskningsteam melder noget ud senere i dag eller mandag, siger René Søe Pedersen.

Politiet efterlyser vidner fra området, som har været omkring parkeringsarealet i nat omkring klokken 03 - eller fra nogle som har observeret eller hørt noget.

Stadig indlagt
De unge mænd er stadig på hospitalet i Slagelse, men den ene forventes udskrevet nu eller snarest.

- Ham der blev slået regner jeg med er udskrevet nu. Det var ikke så alvorligt, siger vagtchefen fra Sydsjælland.

- Ham der blev stukket ned derimod er muligvis blevet ramt flere steder, og er i gang med at blive undersøgt nu, fortsætter Jesper Lovmand.

Umiddelbart mener han ikke, at skaderne er livsfarlige.

Ekstra Bladet følger sagen.