Ung mand stukket ned på bar

Politiet betragter det som drabsforsøg

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En mand i midten af 20'erne blev natten til mandag stukket ned på en bar i indre København. Knivstikkeriet betragtes som et drabsforsøg, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen.

- Det gør vi på baggrund af de skader, forurettede har, og på grund af gerningsvåbnet, siger han.

Manden, der blev udsat for knivstikkeriet, har blandt andet skader på hals og i ansigtet. Episoden skulle være sket på toilettet på Sams Bar på Frederiksberggade i København.

En 26-årig mand er anholdt i sagen.

Anholdt i taxa
Da politiet undersøger gerningsstedet, bliver betjentene opmærksomme på identiteten på en mulig gerningsmand. En patrulje kører mod Nordsjælland, hvor den pågældende har adresse.

På vejen bliver en patrulje dog opmærksom på en taxa, fortæller vagtchefen.

- Patruljen kan se, at der er sammenfald mellem kundens udseende og det signalement, der er blevet rundsendt, siger Jesper Frandsen.

- Så bringer man taxaen til standsning og anholder personen, der viser sig at være den formodede gerningsmand til knivstikkeriet.

Motiv ikke klarlagt
Vagtchef Jesper Frandsen oplyser til Ekstra Bladet, at politiet endnu ikke har fået klarlagt motivet bag overfaldet.

- Vi har endnu ikke fået afhørt den anholdte eller forurettede. Vi skal også have talt med forskellige vidner.  Så indtil videre kender vi ikke baggrunden for knivstikkeriet, siger vagtchefen.

Det er således også tidligt mandag morgen uklart, om gerningsmand og offer kendte hinanden forud for hændelsen.

Vagtchefen oplyser, at knivofferets tilstand er stabil.