Ung mand tiltalt: 590 kvinder fik delt intime billeder og videoer

En mand i 20’erne fra Aalborg er tiltalt i en sag, der involverer over flere hundrede danske kvinders nøgenbilleder- og videoer, oplyser politiet til Ekstra Bladet

Politiet har skullet identificere hundredvis af forurettede kvinder og herefter underrette dem. Foto: Ritzau Scanpix
Politiet har skullet identificere hundredvis af forurettede kvinder og herefter underrette dem. Foto: Ritzau Scanpix

Tidligere på året kunne Ekstra Bladet fortælle, at flere hundrede danske kvinder mod deres vilje havde fået delt intime billeder og sexvideoer i et onlinekatalog.

Nu er en 24-årig mand fra Aalborg tiltalt i sagen.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Onlinekataloget indeholder intime billeder og sexvideoer af i alt 590 kvinder. Materialet er skaffet via hacking og ulovlig deling brugerne imellem. Og for at få adgang har brugerne selv skullet dele andet intimt materiale af kvinder.

Byttede nøgenbilleder
Den 24-årige mistænkes ikke for at være bagmanden i sagen.

I stedet mener politiet, at mandens opgave var at finde frem til kvinderne på de sociale medier, tage screendumps af deres profilbilleder på Facebook og sende informationerne videre til bagmanden. Noget, der stod på fra 1. september 2017 til 31. marts 2018.

Det fremgår af en retsmødebegæring, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Manden er tiltalt for medvirken til blufærdighedskrænkelse og for 'uberettiget videregivelse af billeder vedrørende en andens private forhold'.

Han skal blandt andet have krænket 'adskillige kvinders blufærdighed ved at reklamere med bytte af nøgenbilleder og videoer samt pornografiske billeder og videoer af 590 navngivne kvinder'. Han har ifølge politiet delt nøgenbilleder og -videoer samt pornografiske billeder og videoer af 10-15 ukendte kvinder.

'Kompleks' sag
Politiet mener, at op mod 20 endnu ukendte personer har fået adgang til materialet.

Som betaling fik den tiltalte adgang til udvalgte billeder i onlinekataloget.

Det er endnu ikke lykkes politiet at få adgang til andet end onlinekatalogets indholdsfortegnelse.

I indholdsfortegnelsen er kvindernes navne og bopæl (by) oplyst, ligesom indholdet på materialet er beskrevet som enten 'nøgenbilleder' eller 'sexvideoer'.

Langstrakt efterforskning
Ifølge politiet er der tale om en ’kompleks’ sag, der startede med en anmeldelse om ulovlig deling af billeder på internettet.

I maj 2018 år blev den nu 24-årige mand anholdt. Manden blev i august sigtet for blufærdighedskrænkelse og for uberettiget videregivelse af billeder af private forhold.

Allerede under afhøringen erkendte han sin rolle i sagen.

Se også: 23-årig kvinde er med i skrækmappe: - Det er sindssygt ubehageligt

Det langstrakte efterforskningsarbejde skyldes blandt andet, at politiet har skullet identificere hundredvis af forurettede kvinder og herefter underrette dem. Den sidste underretning blev udsendt 23. august i år.

Det er uvist, om onlinekataloget er blevet lukket ned, efter at politiet gik ind i sagen. Det har politiet, trods flere henvendelser fra Ekstra Bladet, ikke svaret på.

Ekstra Bladet har tidligere været i kontakt med kvinder landet over, der har fået at vide, at deres billeder er en del af mappen.

Læs her om det chok, der ramte dem, da de fik beskeden fra politiet.

Se også: 24-årig mand er sigtet i sag om skrækmappe

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere