Ung tiltalt for ulovlig deling af børneporno: Det var en bizar video

Videoen spredte sig hurtigt og var 'noget som alle snakkede om', forklarer 19-årig tiltalt

Det skal du gøre, hvis du eller dit barn modtager denne type videomateriale

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): Det var fascination og nysgerrighed, der tilsyneladende fik en gruppe unge fra Nordsjælland til at dele og se en sexvideo af to 15-årige igen og igen.

Det forklarer en 19-årig mand, som i dag sidder tiltalt for at have været i besiddelse af videoen og videresende den til omkring 34 forskellige venner via messenger på Facebook.

Den unge mand er en af de første, som får prøvet sig sag ved en domstol, ud af i alt 1004 børn og unge, der i starten af året blev sigtet for at have delt sexvideoen i en historisk stor aktion mod børneporno delt af børn.

112 - 5. feb. 2018 - kl. 13:44 Anklager kræver mindst 60 dages fængsel for at dele sexvideo

Han nægter sig skyldig i tiltalen med i alt 10 forhold, der blandt andet tæller distribution af børneporno, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af pornografisk materiale med mindreårige.

- Det var en bizar video, som tiltrak meget opmærksomhed. Det var noget alle snakkede om, som I også kan se på sagens omfang, forklarede den 19-årige til retten.

112 - 15. jan. 2018 - kl. 12:18 Over 1000 unge sigtet: Sådan optrevlede politiet deling af sexvideo

- Det var den seksuelle akt, der var bizar. Det var ikke noget, man har set før, uddybede han kort om videoens indhold, som Ekstra Bladet af hensyn til sagens ofre ikke vil gengive.

Ifølge den 19-årige var videoen samtaleemne i en måneds tid, før interessen dalede igen i hans omgangskreds.

Anklager Bente Schnack kunne mandag eftermiddag dokumentere, hvordan den 19-årige i september 2016 ifølge politiet delte videoen til en række venner på Facebook i en fælleschat.

‘De går på (navngivet gymnasium udeladt red.) hahaha’, står der blandt andet i en af de beskeder, som den 19-årige ifølge anklagemyndigheden skrev til en ven, hvorefter videoen blev sendt af sted.

Ifølge den 19-årige var han dog ikke klar over, at der på optagelserne optrådte to unge på 15 år, og at han dermed i juridisk forstand havde set og videresendt børneporno.

- Det lignede på ingen måde børn. For mig så de ældre ud, end hvad jeg var, svarede den tiltalte, som modtog og delte videoen, da han selv var 17 år.

Se også: 1000 unge sigtet for børneporno: Nu prøves den første straffesag på Sjælland

- Men du vidste de gik på gymnasium, spurgte anklager Bente Schnack.

- Det havde jeg hørt, forklarede den tiltalte, der ifølge egen forklaring ikke kendte den pige og dreng, som ses på den hjemmelavede sexvideo.

Videoen blev optaget i et privat hjem i foråret 2015. Ifølge politiet er der ikke tale om tvang på videoen, men efter akten blev den ulovligt delt på nettet. Siden spredte optagelsen sig som en steppebrand på de sociale medier.

Det var Facebook, der - via en amerikansk paraplyorganisation -  i efteråret 2017 gjorde de danske myndigheder opmærksomme på den ulovlige deling. Ifølge politiet er videoen blevet delt til over 5000 danske facebook-profiler.

Sagen i Retten i Lyngby er en ud af otte-ti såkaldte 'prøvesager', som anklagemyndigheden i Nordsjælland og Østjylland skal føre for at finde ud af, hvilket strafniveau, der er passende i en omfattende politiaktion, der er blevet døbt 'Umbrella'.

I forvejen behandler Retten i Randers netop nu en lignende sag mod en 20-årig mand, som også er tiltalt for at have delt videoen. Her kræver anklagemyndigheden 60 dagens fængsel til den tiltalte.

De medvirkende i optagelserne kræver en godtgørelse på tilsammen 175.000 kroner for de enorme konsekvenser, som den voldsomme deling har medført.

OVERBLIK OVER SAGEN

Politiet sigter mere end 1000 unge fra hele landet for at dele en sexvideo fra 2015 på sociale medier.

Læs om forløbet her.

* 15. januar 2018: Rigspolitiet meddeler, at flere end 1000 unge er sigtet for at distribuere seksuelt krænkende materiale.

* Det er sket ved, at de har delt en sexvideo fra 2015 med en 15-årig pige og flere drenge fra Nordsjælland.

* Nogle har angiveligt delt den få gange, mens andre har delt den mange gange.

* I en række prøvesager ved blandt andet Retten i Randers og Retten i Lyngby er der rejst tiltale mod unge, og disse sager kommer til at virke som rettesnor for de øvrige sager.

* Digitale sexkrænkelser kan straffes efter forskellige paragraffer.

* De medvirkende i sexvideoen var 15 år, da optagelserne blev lavet. Selv om man lovligt kan have sex, fra man er fyldt 15 år, forbyder straffeloven besiddelse og deling af foto og video af personer under 18 år, hvis der er et seksuelt indhold.

* Det betyder, at de unge, der har delt videoen, kan dømmes efter straffelovens 235. Den handler om udbredelse af børnepornografisk materiale. Det kan koste bøde eller fængsel indtil to år. Under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil seks år.

* Hvis man dømmes efter paragraf 235, kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.

* En notering på børneattesten står der i mindst ti år og kan betyde, at man ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner. Hvis amerikanske myndigheder får oplysninger om forholdet, kan det også give problemer i forbindelse med indrejse i USA.

Kilder: Rigspolitiet, Retsinfo og Ritzau.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere