Unge piger angreb politiet med knytnæver og peberspray: Lyn-dom faldet

En 17-årig pige blev lørdag fremstillet i et grundlovsforhør. Sigtelsen lyder på, at hun skulle have slået og sparket en politibetjent under en konfrontation natten til lørdag. Sagen blev afsluttet som en simpel tilståelsessag, og teenageren blev idømt 40 dages betinget fængsel

En 17-årig pige blev lørdag idømt 40 dages betinget fængsel for vold mod politiet, efter hun natten til lørdag havde tildelt en kvindelig betjent flere slag og spark under en konfrontation på Vesterbro. Foto: Stine Tidsvilde
En 17-årig pige blev lørdag idømt 40 dages betinget fængsel for vold mod politiet, efter hun natten til lørdag havde tildelt en kvindelig betjent flere slag og spark under en konfrontation på Vesterbro. Foto: Stine Tidsvilde

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): En 17-årig unge pige havde fredag aften fået lidt for meget at drikke, da hun ud på natten tildelte en kvindelig politibetjent både spark og slag i hovedet.

Lørdag formiddag blev den 17-årige fremstillet i grundlovsforhør i retten på Frederiksberg, hvor pigen blev idømt 40 dages betinget fængsel.

Det var en tydeligt træt teenager, klædt i sort fra top til tå, der ankom til retslokalet, efter at have tilbragt natten i politiets varetægt.

Pigens 15-årige veninde var ligeledes blevet anholdt under episoden for angiveligt at have sprøjtet peberspray mod politiet. Men hun blev løsladt igen og var derfor ikke til stede ved grundlovsforhøret.

Se også: Purunge piger anholdt: Brugte peberspray mod politiet

Den 17-årige var sigtet for klokken 02.20 natten til lørdag at have tildelt en kvindelig betjent flere slag i ansigtet med knyttet hånd på Coldbjørnsensgade i København.

Pigen kunne under grundlovsforhøret bekræfte episoden.

- Jeg har slået ud efter hende og har højst sandsynligt ramt hende, erkendte den sigtede 17-årige, der forklarede, at hun ikke kunne huske flere detaljer, fordi hun var påvirket af alkohol.

Håndgemæng med voksne mænd
Det kom frem i grundlovsforhøret, at den 17-årige desuden skulle have sparket den kvindelige betjent i ansigtet, efter hun var blev lagt ned på jorden i håndjern. I den forbindelse fremviste dommeren et billede af den kvindelige betjent, der havde fået næseblod.

- Jeg har nok sparket, da jeg lå ned, men jeg kan ikke huske, om jeg ramte nogen, lød det fra den sigtede, der forklarede, at episoden startede, da hun og en gruppe venner kom i konflikt med en gruppe 'voksne mænd' på hjørnet mellem Coldbjørnsensgade og Istedgade.

Hun forklarede at hun på vej ned til 7-Eleven irettesatte en af mændene, der cyklede på fortovet, hvilket førte til en konflikt, der hurtigt udviklede sig til håndgemæng mellem de unge piger og de voksne mænd.

'Jeg var sur i forvejen'
Ifølge den sigtede lagde en af mændene hende ned på jorden, hvor hun blev holdt fast, indtil to kvindelige betjente dukkede op.

Da politiet dukkede op, rejste den 17-årige sig op og sparkede manden, der havde holdt hende nede. Betjentene greb derfor fat i pigen og holdt hende op mod en væg, hvilket fik hende til at reagere ved at slå og sparke ud efter den ene af betjentene, erkendte hun i retten.

- Jeg var sur i forvejen, og så kom politiet lige pludselig og tog fat i mig. Det synes jeg ikke, de havde nogen grund til, forklarede hun.

Afsluttet som tilståelsessag
Den sigtedes forsvar anmodede om, at sagen kunne blive afsluttet som en tilståelsessag allerede under grundlovsforhøret samme dag, fordi hans klient i vid udstrækning erkendte sigtelsen.

Anklageren indvilligede i en hurtig afslutning af sagen og krævede en fængselsdom på 60 dage for vold mod polititjenestemand. Den 17-åriges advokat anmodede om en straf på 40 dages betinget fængsel, og det gik dommeren med til på grund af pigens unge alder.

Den 17-årige var tavs, da hun modtog dommen, lige indtil hun fik at vide, at hun var pålagt at betale for sagens omkostninger.

- Argh, udbrød teenageren, da dommeren forklarede hende, at hun formentlig skal af med et 'par tusinde' kroner.

Skyderiet fandt sted i Guldbergsgade på Nørrebro i København. Foto: Kenneth Meyer 112 - 22. sep. 2018 - kl. 10:57 Politi: Banderivaler affyrede op til ti skud

Foto: AP / Behrad Geshemi 112 - 22. sep. 2018 - kl. 08:52 Bevæbnede mænd angriber militærparade i Iran