Unge smadrede tog foran chokerede passagerer

Et regionaltog mod Roskilde er blevet udsat for hærværk foran chokerede passagerer

Mellem fire og otte gerningsmænd raserede onsdag aften et regionaltog på vej fra Københavns Hovedbanegård mod Roskilde Station.

Det bekræfter DSB's pressevagt over for Ekstra Bladet.

DSB's pressevagt fortæller, at der blandt andet er blevet tømt en pulverslukker i toget.

Ekstra Bladet har talt med et vidne, der befandt sig i toget, mens hærværket stod på. Vidnet fortæller, at der var tale om fire til otte gerningsmænd, som smadrede toiletter og andet materiel, da toget var på vej fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde station.

Ved Høje Taastrup Station blev toget låst af, og både gerningsmænd og passagerer måtte vente på, at politiet kom til.

Ifølge øjenvidnet holdt toget stille i et kvarters tid, hvor hærværket fortsatte, inden syv til otte betjente kom til. Øjenvidnet fortæller, at flere passagerer følte sig utrygge i situationen, og at stemningen var ubehagelig og trykket.

Da hærværksmændene var taget væk blev de omkring 70 passagerer bedt om at forlade toget, da det ikke kørte videre. Det bekræfter DSB's pressevagt, der oplyser, at årsagen er, at toget skal en tur til rengøring i København.

DSB's pressevagt oplyser til Ekstra Bladet, at de har i sinde at anmelde sagen til politiet.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Københavns Vestegn Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere