'Unikt' smykkeskrin søger ejer

Politiet leder efter ejeren af et særligt smykkeskrin - en ekspert betegner dog fundet som værdiløst

Smykkeskrinet og halskæden mangler ifølge Fyns Politi en ejer. Politifoto
Smykkeskrinet og halskæden mangler ifølge Fyns Politi en ejer. Politifoto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Fyns Politi leder efter ejeren til et særligt smykkeskrin, som du kan se på billedet over artiklen.

Smykkeskrinet er formentlig stjålet under et indbrud, oplyser Fyns Politi i en særdeles kortfattet pressemeddelelse.

Myndigheden oplyser dog, at der er tale om et meget unikt, rundt smykkeskrin, som politiet håber, nogen kan genkende.

I skrinet lå blandt andet et sølvvedhæng med en indfattet violet/lilla sten i en lang sølvkæde.

Måske 200 kroner værd
Spørger man antikekspert Allan Urlev fra Horsens, bør politiet holde sig til at opklare forbrydelser frem for at vurdere smykkeskrin.

- Det der kan man købe i parallelimport fra blandt andet Holland. Det er lavet i gammel stil, men er intet af værdi - måske 200 kroner, fastslår Allan Urlev, som blandt andet er kendt fra det hedengangne TV2-program 'Fantastiske hammerslag', over for Ekstra Bladet.

Han uddyber, at man blandt andet på skruerne kan se, at der er tale om et forsøg på at kopiere noget gammelt.

- Under hængslet kan du se, at der er sat stjerneskruer i. Den slags skrin bliver produceret i massevis i Indien og Østen. Det her er nok mellem et halvt og fem år gammelt, og kvaliteten er elendig.

Kæde kan være noget værd
Når det kommer til smykket, har antikeksperten sværere ved at udtale sig om værdien:

- Det kan være en unik kunstner som Hans Hansen, Georg Jensen eller en fra udlandet, men det kan lige så godt være ingenting. Jeg ville skulle se det tættere på for at afgøre, om det er noget værd, siger Allan Urlev, som i 38 år har arbejdet med antikviteter, retro og spektakulært interiør.

Ekstra Bladet har indtil videre forgæves forsøgt at få politiets uddybende kommentarer til fundet af smykkeskrin og halskæde.

Genkender du smykkeskrinet, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere