Universitetsskyderi: Drabsmand havde mord-liste i sit hjem

Mainak Sarkar tog sit eget liv, efter han havde skudt en professor på UCLA i Californien

Torsdag morgen omkring klokken 10 lokal tid spredte Mainak Sarkar rædsel på det store universitet UCLA i Californien i USA. Han begyndte nemlig at affyre flere skud med en pistol i universitets afdeling for ingeniører.

Nu viser det sig, at skudene ikke har været så tilfældige, som man måske først kunne have antaget. Politiet har nemlig fundet en dødsliste i mandens hjem i Minnesota, der ligger nordpå i USA.

Det skriver CNN.

Tre skulle dø
På listen stod der øverst: 'Drabsliste'. Nedenunder stod tre navne. Et af dem var den nu afdøde professors William S. Klug, som Mainak Sarkar dræbte på universitetet, inden han tog sit eget liv.

Et andet mandenavn stod også på listen. Navnet tilhører en anden universitetsprofessor, som ikke var på arbejde, da Mainak Sarkar skød rundt på universitet i torsdags.

Universitetsskyderi i Californien forbindes til nyt drab

Til sidst var Mainak Sarkars hustrus navn på listen. Ashley Hasti blev efter skyderiet i LA fundet dræbt ved skud i sit hjem i Minneapolis.

54865394.jpg

Psykisk syg
Det er endnu uvist præcis, hvorfor Mainak Sarkar følte trang til at dræbe de pågældende personer. Noget tyder dog på, at han var sur på de to universitetsprofessorer, fordi de ifølge ham skulle have delt viden, der skadede Sarkar.

- Alle prøver at finde et formål med det her, men sandheden er, at der er ikke nogen god grund til, hvorfor han har gjort det. Der er tale om et psykisk problem, siger Charlie Beck, der er politichef i LA, til CNN.

Mainak Sarkar blev uddannet fra UCLA i 2013, hvor han færdiggjorde sin ph.d i ingeniørvidenskab. Det er uvist, om han stadig var gift med Ashley Hasti, da han slog hende ihjel. De blev gift i 2011.