Uopklaret nytårsdrab: Gribende hilsen til knivoffer

Politiet mangler et gennembrud i sagen om drabet på en 19-årig mand i københavnsk festgade 

En 19-årig mand mistede livet, da han nytårsnat blev ramt af flere knivstik. Foto: Olivia Loftlund
En 19-årig mand mistede livet, da han nytårsnat blev ramt af flere knivstik. Foto: Olivia Loftlund

’Hvil i fred min elskede bror. Aldrig glemt, i hjertet gemt.’

Sedlen er skrevet med rød tusch og afsluttet med et tegnet hjerte. Med tape er den sat op på facaden til et renseri i indre København. Sammen med blomster og lys vidner hilsenen om, at det var her, en 19-årig mand nytårsnat ved firetiden blev dræbt med flere knivstik.

Tre sårede
Ifølge politiet kom to grupper diskoteksgæster på hver fire-fem unge mænd i klammeri. De befandt sig foran 7-Eleven i Gothersgade, en af Københavns travleste festgader, hvor de begyndte at skændes højlydt.

Herefter bevægede personerne sig rundt om hjørnet til Borgergade, hvor knivoverfaldet skete. Det hele varede i fem til ti minutter, og tre 20-årige mænd blev også stukket med kniv under episoden. En af dem blev alvorligt såret og var efterfølgende i kritisk tilstand. Gerningsmændene løb muligvis tilbage til Gothersgade efter knivstikkeriet og flygtede videre. 

Københavns Politi har tidligere oplyst, at ingen af de kvæstede har en historik af politimæssig interesse.

En person blev anholdt i forbindelse med drabet, men han blev løsladt igen uden at være sigtet i sagen, og drabet er stadigvæk uopklaret. Politiet efterlyste i dagene efter drabet vidner eller personer, som havde taget fotos eller optaget video i området omkring gerningstidspunktet.

– Vi har nogle signalementer baseret på ofrenes forklaringer, lød det for fire dage siden fra Brian Belling, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Ingen spor
Politiet har ikke ønsket at dele signalementerne med offentligheden og vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere efterforskningen.

Sidste melding lød, at politiet foreløbig ikke havde nogen direkte spor, der pegede i retning af gerningsmændene.

112 - 2. jan. 2019 - kl. 16:19 Nytårs-drabet er uopklaret: Måske har du fotos af de eftersøgte knivstikkere

Drabet på den 19-årige var ikke eneste knivstikkeri i indre København nytårsnat. Få minutter forinden fik Københavns Politi en anmeldelse om et knivstikkeri ved Hauser Plads og Kultorvet. Her var det også to mindre grupper af unge mænd, der stødte sammen. To 20-årige blev stukket med knive. De er begge uden for livsfare.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere