USA: Bombeeksperter sendt til postcentral

Politiet i Miami bekræfter, at bombeeksperter og sporhunde er sendt til post- og pakkecentral i det sydlige Florida

Politiet i Miami-Dade har sendt bombeeksperter og sporhunde til pakkecentralen i byen Opa-locka. Foto: AP
Politiet i Miami-Dade har sendt bombeeksperter og sporhunde til pakkecentralen i byen Opa-locka. Foto: AP

En række pakkebomber, der i denne uge er blevet sendt til profiler i Det Demokratiske Parti, er tilsyneladende blevet distribueret gennem en pakkecentral i det sydlige Florida.

Politiet i Miami-Dade bekræfter, at både bombeeksperter og sporhunde er sendt til pakkecentralen i byen Opa-locka for at assistere de føderale myndigheder med efterforskningen.

Bomberne, der blandt andet er sendt til Barack Obama og Hillary Clinton, menes at været distribueret via U.S. Postal-komplekset, der er hovedcentral for post- og pakkedistribution i det sydlige Florida.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har også sendt efterforskere til postcentralen i jagten på personen, der står bag terroren.

Politiet har slået ring om postcentralen i det sydlige Florida. Foto: AP
Politiet har slået ring om postcentralen i det sydlige Florida. Foto: AP
 

FBI’s vicedirektør, William Sweeney, oplyser på et pressemøde, at der kan være flere mistænkelige pakker i cirkulation, og han opfordrer offentligheden til at være årvågen.

- Det er muligt, at flere pakker er blevet sendt eller kan blive sendt, siger han.

Biden og DeNiro
Foruden Obama og Hillary Clinton er pakker sendt til blandt andre tidligere CIA-direktør John Brennan via CNN’s hovedkvarter i New York, tidligere justitsminister Eric Holder og rigmanden George Soros.

Den tidligere vicepræsident Joe Biden, kongreskvinden Maxine Waters og skuespilleren Robert DeNiro har også modtaget en pakke.

Fælles for modtagerne er, at de alle er kritiske over for præsident Donald Trump. Trump har taget skarpt afstand fra bomberne.

Foto: AP
Foto: AP
 

Ingen personer er kommet til skade, og det er ifølge eksperter muligt, at bomberne slet ikke var designet til at eksplodere. De indeholder dog sprængstoffer.

Myndighederne har fundet i alt ti bomber, der er bragt til FBI’s laboratorium i Quantico, Virginia, til nærmere undersøgelser.

Terrorhandling
Hundredvis af efterforskere fra blandt andet FBI og sikkerhedstjenesten Secret Service arbejder i døgndrift for at finde gerningsmanden bag pakkerne.

- Vi vil identificere og anholde den person eller de personer, som er ansvarlige for dette, sagde New Yorks politichef, James O'Neill, på et pressemøde.

De amerikanske myndigheder har stemplet handlingen som terrorisme.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere