USA: Fire dræbt og flere kvæstede i voldsom busulykke

En bus og en rundvisningsbil er kørt sammen i Seattle med voldsomme kvæstelser til følge

Foto: Joshua Trujillo/seattlepi.com via AP
Foto: Joshua Trujillo/seattlepi.com via AP

Fire mennesker meldes dræbt, mens 12 er hårdt såret efter et voldsomt sammenstød i Seattle i den amerikanske delstat Washington.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er endnu uklart, hvad der forårsagede ulykken, der skete på en bro over Lake Union torsdag formiddag lokal tid.

Ifølge det lokale brandvæsen var de fire dræbte alle passagerer i bussen, der kørte sammen med amfibie-tourbussen fra 'Ride the Ducks' og to andre personbiler.

Efter det voldsomme sammenstød måtte redningsfolk behandle de mange tilskadekomne på stedet, hvor der ifølge vidner var spredt metal og glas ud over det hele.

Foto: AP
Foto: AP
 

Et vidne fortæller til AP, at flere ofre var kastet ud på asfalten, mens andre gik hvileløst omkring, tilsyneladende i choktilstand oven på den voldsomme ulykke.

Ifølge byens borgmester Ed Murray var passagererne på bussen udenlandske studerende, og myndighederne er derfor i færd med at kontakte deres konsulater. Det er endnu ikke oplyst, hvilket land, de studerende kommer fra.

På grund af den voldsomme ulykke forventes broen at være afspærret i timevis på grund af oprydnings- og efterforskningsarbejdet på stedet.

Identiteten på de omkomne er endnu ikke offentliggjort.

(Video: AP)

1 af 2 Foto: Joshua Trujillo/seattlepi.com via AP
2 af 2 Foto: Joshua Trujillo/seattlepi.com via AP