USA lukker grænse og politi skyder med tåregas mod migranter

Nyhedsbureau skriver, at politi i USA skyder med tåregas mod migranter, der forsøger at rive grænsehegn ned

Amerikansk politi holder vagt ved grænseovergangen San Ysidro i San Diego. Grænseovergangen mellem San Diego og Tijuana er nu blevet lukket. Foto: Mike Blake/Reuters
Amerikansk politi holder vagt ved grænseovergangen San Ysidro i San Diego. Grænseovergangen mellem San Diego og Tijuana er nu blevet lukket. Foto: Mike Blake/Reuters

USA's grænsepoliti har søndag lukket grænseovergangen, der forbinder Tijuana i Mexico med San Diego i USA. 

Det er sket, efter hundredvis af migranter har forsøgt at trænge over et grænsehegn ved Tijuana. Politiet har besvaret det med tåregas.

Det skriver det amerikanske grænsepoliti på Twitter.

Trafikken er blevet suspenderet i begge retninger ved selve grænsestationen i San Ysidro. Det er en af USA's mest travle grænseovergange.

Det er kun tre dage siden, at USA's præsident, Donald Trump, truede med at lukke hele grænsen til Mexico.

Det vil ske, "hvis vi når op på et niveau, hvor vi mister kontrollen, og folk begynder at komme til skade" sagde han.

Flere tusinde migranter, de fleste fra Mellemamerika, har samlet sig i Tijuana i håb om at få lov til at rejse ind i USA.

Videoklip, der er lagt på Twitter, viser, hvordan et stort antal migranter søndag vader gennem et vandløb for at nå frem til grænsen.

Migranter på flugt fra tåregas og amerikansk grænsekontrol i Tijuana søndag. Foto: Hannah McKay/Reuters
Migranter på flugt fra tåregas og amerikansk grænsekontrol i Tijuana søndag. Foto: Hannah McKay/Reuters
 

Mindst 500, blandt dem også kvinder og børn, deltog i en fredelig demonstration i Tijuana, inden de satte sig i bevægelse mod grænsen. Her ville de forsøge at kravle over et metalhegn.

- Er vi nået ind i USA nu, lød det fra flere desperate migranter.

Det lykkedes flere hundrede at kravle over det første grænsehegn, og de forsøgte at at vælte det næste grænsehegn, inden amerikansk politi affyrede tåregas mod flokken.

Ovenover flyver der amerikanske militærehelikoptere i lav højde, fortæller en AFP-journalist på stedet.

Se også: Trump bekræfter tilsyneladende ny grænseaftale med Mexico

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere