USA sender kampstyrker til Saudi-Arabien

Pentagon bekræfter, at kampstyrker og andre soldater sendes til Saudi-Arabien, skriver Reuters

USA's forsvarsministerium bekræfter, at det sender yderligere 3000 soldater til Saudi-Arabien for at forsvare landet.

Styrken omfatter soldater, der kan bemande luftværnsanlæg, og egentlige kampstyrker.

Samtidig overfører USA Patriot-raketter til nedskydning af fly og droner og et meget avanceret raket- og radaranlæg, der kendes under betegnelsen THAAD.

- Forsvarsminister Esper informerede her til morgen fredag, red.) den saudiske kronprins og forsvarsminister Muhammad bin Salman om den ekstra udstationering af tropper for at sikre og forstærke forsvaret af Saudi-Arabien, lyder det i en erklæring fra Pentagon.

Det vil markere en betydelig militær optrapning i regionen omkring Den Persiske Bugt og forstærker konflikten mellem USA og Iran.

Det første hold amerikanske soldater blev sendt afsted til ørkenstaten, efter at et stort saudisk olieanlæg blev ødelagt under et droneangreb 14. september.

De shiamuslimske houthi-oprørere i Yemen tog skylden for angrebet på det store saudiske olieanlæg, hvor halvdelen af kongeriges olieproduktion kanaliseres igennem.

Men USA og Saudi-Arabien har beskyldt Iran for at stå bag angrebet.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, betegnede i sidste måned droneangrebet som en iransk krigserklæring.

Saudi-Arabien har siden 2015 ledet en arabisk koalition, der har bombet militære og civile mål i de houthi-kontrollerede områder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere