USA's konsulat i Mexico udsat for angreb med sprængstoffer

En mur på USA's konsulat i Mexico blev sent fredag aften lokal tid sprængt i stykker, oplyser politiet

En ukendt gerningsmand angreb sent fredag aften lokal tid USA's konsulat i Mexico med sprængstoffer.

Eksplosionen ødelagde en mur, men ingen personer kom til skade.

Det oplyser myndighederne i Mexico, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Efterforskningen er overdraget til de føderale myndigheder, oplyser statsanklageren i delstaten Jalisco på Twitter.

Konsulatet ligger i landets andenstørste by, Guadalajara, i den vestlige del af Mexico. Anonyme kilder i politiet oplyser, at en person er set kaste eksplosiver mod bygningen og efterfølgende løbe fra stedet.

Det lykkedes gerningsmanden at komme uset forbi konsulatets vagter.

Angrebet skete, blot få timer før USA's vicepræsident, Mike Pence, og landets præsidentdatter, Ivanka Trump, landede i Mexico City lørdag morgen.

Samme dag deltog de i indsættelsen af Mexicos nyvalgte præsident, Andres Manuel Lopez Obrador.

Obrador vandt en jordskredssejr ved valget i juli. Han bliver den første venstreorienterede præsident, Mexico har haft i over 70 år.

I sin indsættelsestale lørdag varslede han gennemgribende forandringer i et land, der kæmper med alvorlig narkokriminalitet, en tårnhøj drabsrate, stor fattigdom og udbredt korruption.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere