Utilfreds borger skød mod hjemmeplejen

En utilfreds borger i kørestol fik tirsdag morgen besøg af hjemmeplejen, men i stedet for at takke for hjælpen, beskød han de to hjemmeplejere

Det var her i Nykøbing på Falster, at en 43-årig mand skød mod to hjemmeplejere (Foto: Google Maps)
Det var her i Nykøbing på Falster, at en 43-årig mand skød mod to hjemmeplejere (Foto: Google Maps)

Ved du noget eller kender du de to hjemmehjælpere, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

De fleste besøg fra hjemmeplejen ender fredeligt med et 'tak' og et 'fortsat god dag'.

Men to hjemmeplejere fra Guldborgsund Kommune på Falster og Lolland fik en noget anderledes modtagelse. De blev mødt med skud fra en hard ball-pistol af en utilfreds borger, der skulle have modtaget hjemmehjælp.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

- Da hjemmeplejen ankommer til stedet tirsdag morgen, bliver de beskudt af en 43-årig mand. Han skød dem med en såkaldt Hard Ball-pistol, og de blev ramt på arme og ben. Den ene fik et stort sår på hånden, så hun måtte en tur på skadestuen, siger vagtchef Bo Georg Petersen til Ekstra Bladet.

Politiet fik anmeldelsen kort før klokken 10, da de to kvinder på henholdsvis 55 år og 58 år var mødt op på adressen. Her blev de mødt af den voldsomt aggressive 43-årige mand, der slet ikke var klar til hjemmehjælp. Tværtimod.

- Manden kørte rundt i sin kørestol og af affyrede adskillige hårde plastickugler mod de stakkels hjemmehjælpere. Heldigvis blev de ikke alvorligt sårede.

Politiet ankom hurtigt til stedet, hvor de efter en ransagning gjorde et interessant fund. Manden var i besiddelse af en springkniv, en totenschläger, amfetamin og hash, som blev beslaglagt.

Derfor kan han nu se frem til en sigtelse for vold mod tjenestemænd i funktion, trusler og overtrædelse af våbenloven, men han er igen løsladt.

Manden skulle efter sigende være en gammel kending af politiet.