Utro apoteker kvalte kone for at stjæle deres ufødte barn med til ny fyr: Nu er han dømt

Hans aktivitet i Sundheds-app’en på hans iPhone afslørede, hvordan han forsøgte at få mordet til at ligne et indbrud i deres fælles hjem

Jessica Patel blev dræbt af sin mand 14. maj. Dommeren kræver livstidsdom. Foto: PA/Cleveland Police
Jessica Patel blev dræbt af sin mand 14. maj. Dommeren kræver livstidsdom. Foto: PA/Cleveland Police

34-årige Jessica Patel havde i seks år været klar over, at hendes mand, den 37-årige farmaceut Mitesh Patel, var forelsket i en anden mand og dyrkede sex med mænd, han mødte på dating-app’en Grindr.

Det og meget mere er kommet frem i en retten, hvor Mitesh Patel har været sigtet – nu dømt – for at myrde sin kone ved at kvæle hende med sine bare næver og en indkøbspose fra Tesco 14 maj i år.

Det skriver blandt andre The Guardian.

Afsløret af app
Mitesh Patel forklarede først, at Jessica Patel havde mistet livet under et voldsomt røveri i deres hjem i britiske Middlesbrough, som ligger tæt på det apotek, ægteparret drev sammen.

Men da efterforskerne sporede parrets aktiviteter på iPhone-app’en Sundhed, stod det klart, at det var løgn. App'en afslørede, at Mitesh Patel i minutterne efter konens død panisk løb rundt i huset for at iscenesætte røveriet.

Hendes telefon var til gengæld helt stille indtil Mitesh Patel flyttede den 14 skridt for at få det til at se ud som, røverne havde tabt den på deres flugt.

Og det var ikke hans eneste fodfejl.

'Jeg skal dræbe min kone'
Op til drabet havde den 37-årige apoteker foretaget en række søgninger på internettet, blandt andet med ordlyden 'jeg skal dræbe min kone' og 'kan 3 mm insulin slå ihjel?'

Overvågningsbilleder fra et lokalt pizzeria viser desuden, at han bestilte pizza op til mordet, for at få det til at se ud som om, at parret havde planlagt en stille aften derhjemme.

Ville have penge og befrugtede æg fra død kone
Motivationen for, at Jessica Patel skulle miste livet på så bestialsk vis er også kommet frem under retssagen. Hendes mand havde længe haft planer om at flygte langt væk fra sin hinduistiske familie og rejse til Australien for at starte et helt nyt liv sammen med sin kæreste, en læge ved navn Amit Patel.

Allerede mens han og konen gennemgik tre mislykkede fertilitetsbehandlinger, havde han planlagt at slå hende ihjel og tage babyen med til Sydney. Men da parret i forbindelse med deres fjerde behandling fik opbevaret hendes befrugtede æg i en klinik i Darlington, havde han adgang til dem. Derfor skulle han ikke længere bruge hende og tog forskud på sine morderiske planer.

Udover et barn satsede Mitesh Patel på at kunne indkassere, hvad der svarer til omkring 16 millioner danske kroner fra hendes livsforsikring.

Skyldig
I retten har Mitesh Patel givet udtryk for sin anger over drabet.

- Jeg skulle have været ærlig over for mig selv, og ikke have giftet med Jess. Jeg kan ikke forklare, hvad jeg følte. Det var frygten for at blive udstillet som en homoseksuel asiatisk mand, det var det ene, og det andet var, at jeg ikke ville svigte Jess. Jeg havde giftet mig med hende, og alle hendes drømme ville briste.

En enig jury dømte tirsdag Mitesh Patel skyldig i mordet på sin kone. Dommeren, Peter Gross, udtrykte overfor juryen, at han mente, en livstidsdom var nødvendig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere