Utrolige tal: 1500 fartsyndere blitzet

Hver fjerde bilist over Farøbroerne er de seneste to dage snuppet med for høj fart

I starten af året fangede fotovogne utallige billister, der kørte for stærkt

Politiets kamera har blitzet på livet løs lørdag og søndag, hvor hver fjerde bilist er blevet taget i at trykke alt for hårdt på speederen på turen mellem Sydsjælland og Falster.

Lørdag skrev Ekstra Bladet, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde blitzet hver fjerde bilist på Farøbroerne. 

Leder af færdselspolitiet, Erik Mather, kaldte det hovedrystende og varslede endnu en kontrol, hvis ikke folk satte farten ned.

(Arkivfoto: Per Rasmussen) 112 - 3. okt. 2015 - kl. 14:50 Hver fjerde blev blitzet: Hovedrystende

Og det mente han øjensynligt, for søndag gentog man 'succesen' og var igen på plads på præcis samme sted.

Og resultatet var praktisk talt det samme.

I alt 708 ud af 2800 bilister blev blitzet. Lørdag fangede man 834 ud af 3350 bilister.

Dermed kan hele 1542 trafikanter forvente en hilsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i brevkassen den kommende tid.

- Det er hver fjerde bil, der kører for stærkt. Det er RIGTIG mange. Og så er det jo med vanvittige hastigheder med helt op til 193 km/t som det hurtigste. Det er ikke godt. Det er faktisk rigtig skidt, siger vagtchef Stefan Jensen.

- Tallet virker ekstremt. Kan det være skiltningen, den er gal med?

- Det er ekstremt. Skiltningen fejler ikke noget som helst. Der er flere skilte over broen, og omgivelserne ændrer sig ret tydeligt, så bilisterne bør være opmærksomme på, at fartgrænsen også ændrer sig. Vi ved simpelthen ikke, hvad det er, der går galt. At hastigheden er sænket til 90 km/t, fordi der ikke er nødspor på den strækning, er ingen undskyldning for at køre for hurtigt.

Farøbroerne er en strækning, der har været plaget af en del alvorlige trafikuheld, hvorfor man ofte har kontroller der.

Og det vil man bestemt blive ved med, lyder det.

- Vi truede jo i går med, at resultatet kaldte på en gentagelse, men det er der åbenbart mange, der ikke har forstået. Jeg ved ikke, hvornår vi kommer der igen. Det koordinerer vores færdselsafdeling, men jeg kan godt på deres vegne love, at vi kommer igen. Det er helt sikkert, siger Stefan Jensen.

I alt 338 har fået et klip i kørekortet som følge af for høj fart, mens en enkelt har fået frakendt kørekortet ubetinget. 12 har fået en betinget frakendelse.

Resultatet af kontrollerne skrev politiet på Twitter, hvor man også forinden varsler, hvor der afholdes fartkontrol.

Farøbroerne var ikke det eneste sted, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis fotovogn var i aktion i dag. Også ved Guldborgsund-tunellen røg et stort antal bilister i fartfælden.