Uvejr dræber flere personer i Italien

14 millioner træer er ødelagt under kraftige vinde i Italien, oplyser jordbrugsorganisation

Efter at ekstremt vejr med kraftfulde vinde og massive vandmasser har hærget i Italien, mister endnu to personer livet.

Uvejret har ført til, at mindst 17 personer er omkommet, oplyser Italiens beredskabsstyrelse.

En tysk turist afgik ved døden fredag, da han blev ramt af et lyn. Lørdag døde en anden person efter at være ramt af et lyn for flere dage siden.

Mange af de dødsfald, der har været i forbindelse med uvejret, er dog sket i forbindelse med faldne træer.

Den italienske jordbrugsorganisation, Coldiretti, har meddelt, at vindene har ødelagt op mod 14 millioner træer. Mange af dem er i den nordlige del af landet.

Dele af landet - fra længst nordøst til Sicilien i den sydvestlige del - har været påvirket af den kraftfulde vind.

De værste skader har ramt de nordlige regioner Tretino og Veneto, der ligger ved byen Venedig.

Byen har været ramt af jordskred, der har lukket flere veje, og mange gader er blevet oversvømmet. Det er den værste oversvømmelse i byen i et årti.

Ved Comelico Superiore-dæmningen, der ligger mod nord nær grænsen til Østrig, var vandet fyldt med stammer fra ødelagte fyrretræer eller rødgran.

- Der er brug for mindst et århundrede, før vi er tilbage ved start, skriver Coldiretti i en meddelelse om de ødelagte træer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere