Våbenhvile i københavnsk bandekrig

En ét måned lang våbenhvile er forhandlet på plads mellem LTF og Brothas fra Nørrebro

Torsdag blev 22-årige Ghassan Ali Hussein dræbt af skud i hovedet i Mjølnerparken. Nu har Brothas og LTF indgået våbenhvile. Video: Kenneth Meyer

Ved du noget? Tip os på mail på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

En våbenhvile mellem de to københavnske gadebander LTF og Brothas er blevet indgået. Ekstra Bladet erfarer, at der er indgået en et-månedlang våbenhvile mellem LTF  fra Blågårdsgade på Nørrebro og gadebanden tidligere kendt som Brothas, der holder til omkring Mjølnerparken på ydre Nørrebro.

I eftermiddag var et par hundrede beboere samlet på Blågårdsplads for at markere deres modstand mod bandekrigen, da en repræsentant fra en lokal fædregruppe rejste sig og fortalte, at der i nat er blevet indgået våbenhvile mellem de to stridende parter på Nørrebro. Det fortæller en lokal beboer, der ønsker at være anonym, da hun bor i området.

Ekstra Bladet får fat på en af de ledende kræfter i gruppen af fædre omkring Blågårds Plads. Han bekræfter våbenhvilen og fortæller, at fædre fra både Mjølnerparken og Blågårds Plads gennem længere tid har forhandlet med nøglepersoner i de to gadebander for at få dem til at lade være med at føre gadekrig mod hinanden. Det faldt så endeligt på plads i nat, fortæller han.

- Vi har talt med alle nøglepersonerne, og de har sagt, at de stopper i én måned. Det tror vi på. Vi har dannet et netværk af fædre på tværs af bydelene for at vise dem, at vi står sammen mod skyderierne og volden. Vi har talt med dem i tre måneder, men i går faldt det på plads. De unge ønsker det heller ikke længere.

Faderen ønsker ikke sit navn frem, da det er en samlet indsats som de mange fædre sammen har fået i mål. Oplysningerne om den én måned lange våbenhvile har Ekstra Bladet fået bekræftet fra kilder med indsigt i miljøet.

- Vi har ikke hørt om nogen våbenhvile og har derfor heller ikke nogen kommentarer, siger chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi.

 

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen