Væbnet røveri mod Brugsen: Politiet søger vidner

Politiet beder om hjælp i forbindelse med røveri mod Dagli Brugsen i Kliplev fredag aften

Politiet søger vidner til væbnet overfald. (Foto: Overvågningsfoto)
Politiet søger vidner til væbnet overfald. (Foto: Overvågningsfoto)

Der blev fredag aften klokken 20 begået røveri mod Dagli Brugsen i Kliplev syd for Aabenraa, skriver  Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse

Tre maskerede mænd kom efter lukketid til bagdøren i forretningen, hvor de med en kniv truede personalet til at udlevere et større pengebeløb.

De to ansatte blev bundet, inden gerningsmændene forsvandt. De løb ud af bagdøren og videre ad Elmevej mod vest.

De tre røvere beskrives som:

A: En mand på mellem 25 og 35 år.  Han er  175-180 cm og almindelig af kropsbygning, der talte dansk med accent

Han var iført mørkt tøj, sort hættetrøje med hvid lynlås, brune sko med lys sål og grå murerhandsker med gummibelægning

Han var maskeret med camouflagemønstret paintball-maske

B:  En mand på mellem 25 og 35 år. Han er 175-180 cm og almindelig af kropsbygning

Han var iført sort trøje, mørkeblå Adidas-bukser med turkis striber og mørkebrune sko med lys bund som går op skosnuden. Ligeledes var han iklædt en sort elefanthue, skibriller af mærket Alpina med rødt glas og grå murerhandsker med gummi

C: Det tredje mand er også mellem 25 og 35 år. Han er 170-175 cm høj og almindelig af kropsbygning

Han var iført mørk trøje med lys trøje under, mørke cargo-bukser og sorte sko med hvid skrift og hvid sål. Han havde en sort elefanthue på og havde grå handsker med gummibelægning.

Har du set eller hørt noget, som kan have forbindelse til røveriet, vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne høre fra dig på telefon 114.