Vandmasserne i Japan falder - mens dødstallet stiger støt

Mindst 141 personer er omkommet under voldsomt uvejr i Japan. Det er den største katastrofe i landet i 30 år

Dødstallet er steget støt, efter at ekstreme nedbørsmængder ramte Japan i sidste uge.

Mindst 141 personer har mistet livet, lyder den seneste melding fra de japanske myndigheder tidligt tirsdag morgen dansk tid. Dertil er mindst ti personer fortsat meldt savnet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det høje dødstal betyder, at katastrofen nu er den værste i landet i 30 år.

Tirsdag er vandmasserne begyndt at trække sig tilbage, efter at styrtregnen stoppede mandag.

Regnvejret tog allerede af i styrke tidligt mandag, men de enorme vandmasser har skabt problemer for redningsmandskabet, som derfor har haft svært ved at få fuldt overblik over antallet af dødsofre og over ødelæggelserne.

Derfor forventes dødstallet fortsat at stige.

Omkring 75.000 redningsfolk har medvirket i redningsarbejdet, og tirsdag morgen har redningsarbejdere gået fra dør til dør for at lede efter overlevende og omkomne efter den voldsomme regn.

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, har aflyst en planlagt rundrejse til fire lande, efter at oversvømmelser og mudderskred har ført til det rekordhøje antal ofre for et uvejr.

Abe skulle have besøgt Belgien, Frankrig, Saudi-Arabien og Egypten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere