Vanekriminelle fængslet for tricktyveri og hjemmerøveri

Tre mænd og en kvinde er blevet fængslet for tricktyveri og hjemmerøveri i Hvidovre

Dommeren begrundede fængslingerne med, at der var risiko for gentagelseskriminalitet, hvis de forblev på fri fod. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dommeren begrundede fængslingerne med, at der var risiko for gentagelseskriminalitet, hvis de forblev på fri fod. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tre mænd på 26, 30 og 32 år samt en 41-årig kvinde er torsdag ved Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i fire uger for tricktyveri og hjemmerøveri.

Det fortæller senioranklager ved Københavns Vestegns Politi, Morten Frederiksen, til Ekstra Bladet.

Alle fire nægtede sig under grundlovsforhøret skyldige.

De fire er sigtet for at have udført tricktyveri og hjemmerøveri i Hvidovre. Tricktyveriet skete onsdag, mens hjemmerøveriet blev begået 10. maj.

Hændelsen 10. maj begyndte som et tyveri. Men det udviklede sig til et røveri, fordi offeret blev truet med vold og blev holdt fast og ført rundt på bopælen, mener politiet.

Med corona-krisen som påskud lykkedes det gerningsmændene at trænge ind hos deres ofre.

Ofrene var borgere, der var mere end 80 år.

Dommeren valgte at lukke dørene af hensyn til efterforskningen. Offentligheden er på den måde afholdt fra detaljer om, hvad der knytter de fire til sagerne.

De tre mænd har imidlertid et synderegister, som gør, at dommeren begrundede varetægtsfængslingen med, at de risikerede at begå ny, ligeartet kriminalitet, hvis de forblev på fri fod.

- Alle tre kom ind for gentagelse på grund af tidligere domme. Samtidig tydede det på, at der var en vis modus i det, de foretog sig, og at der måske stadig var gang i noget, siger Morten Frederiksen til Ekstra Bladet.

Der blev nedlagt et navneforbud på alle fire.

Anholdelserne er sket efter et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Nordsjællands Politi, oplyste Vestegnens Politi i en pressemeddelelse forud for grundlovforhøret.

- Sammen med vores nabopolitikredse har vi sat meget ind på at få opklaret de her forbrydelser mod vores ældre medborgere. Med anholdelserne er vi langt, og nu fortsætter vores videre efterforskning, siger politikommissær Tue Lauenblad, leder af Københavns Vestegns Politis særlige tyveriefterforskningsgruppe.