Vanessa kvalt som fire-årig: Nu er drabsmanden tiltalt for børneporno

41-årige CJ har ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi både besiddet og distribueret børneporno, mens han har siddet i forvaring på den lukkede institution Kofoedsminde i Rødby.

Fireårige Vanessa Jessen havde ikke en chance, da hun 6. april 2001 blev lokket med ned i en kælder af en dengang 27-årig mand. Nu er hendes morder tiltalt for at besidde børneporno. (Privatfoto)
Fireårige Vanessa Jessen havde ikke en chance, da hun 6. april 2001 blev lokket med ned i en kælder af en dengang 27-årig mand. Nu er hendes morder tiltalt for at besidde børneporno. (Privatfoto)

Det kan godt lade sig gøre at downloade børneporno, selv om man har sexmisbrugt og myrdet et barn og sidder i forvaring på den lukkede institution Kofoedsminde i Rødby.

Det mener anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har tiltalt den 41-årige udviklingshæmmede CJ for at besidde tusindvis af børnepornografiske billeder og film på en bærbar computer på stedet og for at dele noget fra sin samling med andre.

CJ kvalte i 2001 den fireårige Vanessa Jessen, efter at han først havde forsøgt at voldtage pigen. Han opdagede pigen, som boede tæt på ham selv i en lejlighed i landsbyen Brejning ved Vejle, på en legeplads, hvorefter han lokkede hende med sig.

Kan ikke straffes
I dag tager retten i Nykøbing Falster stilling til den nye tiltale, hvor CJ dog ikke behøver være så bekymret for sagens udfald.

Vanessas drabsmand risikerer nemlig ikke det store ifølge senioranklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Charlotte Grænge Larsen.

- Han er en person, der ikke kan straffes, fordi han allerede sidder i forvaring, siger hun.

Når sagen alligevel ender i retten og ikke munder ud i tiltalefrafald, som man ellers ofte ser i sager mod forvaringsdømte, skyldes det ifølge anklageren, at der er grænser for, hvad samfundet bør stå model til.

- Vi ønsker at signalere, at selv om man sidder i forvaring, så kan man ikke bare lave, hvad man har lyst til, fortsætter Charlotte Grænge Larsen til Ekstra Bladet.

Det er uklart, hvordan den tiltalte forholder sig til tiltalen. Hans forsvarer Svend Kinch ønsker ikke at udtale sig forud for sagens behandling.

Dræbte fireårig pige
Ifølge anklageskriftet har CJ via mails og USB-penne ad flere omgange i både 2012 og 2013 sendt fotos og videoer af sexkrænkelser af mindreårige til andre. Det har manden åbenbart kunnet gøre, selv om han er diagnosticeret som pædofil og bliver vurderet til at være farlig for sine omgivelser.

Drabet i 2001 skete kun tre uger efter, at Ringkøbing Amt havde besluttet, at han skulle sluses ud fra Fuglekær Udviklingscenter i byen. Her var han anbragt i behandling, blandt andet fordi han havde forsøgt at kvæle sin mor med en el-ledning.

CJ fortalte selv under rettens behandling af Vanessa-sagen for 13 år siden, at han opdagede pigen fra sin lejlighed, inden han besluttede sig for at forbryde sig mod hende.

- Jeg kunne se hende fra mit køkkenvindue, forklarede han.

Pigen gyngede på en legeplads over for.

CJ fik lokket hende med sig ned i en kælder, hvor han misbrugte hende seksuelt, både før og efter at han havde kvalt hende.

Kræver overvågning
I retten i Nykøbing Falster forventer anklagemyndigheden, at dommer Christina Møller alene kommer til at tage stilling til et krav fra om, at CJ fremover ikke skal have lov til at have internetadgang, uden at personalet holder øje med, hvad han laver.

Det er nemlig blevet gjort muligt ved en tilføjelse til serviceloven i 2013. Dengang var en anden anbragt på Kofoedsminde blevet taget med børneporno så mange gange, at sagen blev taget op på Christiansborg. Som loven var tidligere, var det nemlig ulovligt at tage digitalt udstyr fra anbragte på en social institution, som Kofoedsminde er.

Men trods de nye muligheder for at overvåge og fratage digitalt udstyr - også uden en dommers mellemkomst - er det praktisk talt umuligt at forhindre de pædofile i at skaffe ulovligt materiale, lyder det fra Kofoedsmindes viceforstander Flemming Lund. Det lader sig ifølge hans opfattelse ikke gøre.

Flere sager har nemlig siden vist, at de anbragte alligevel udveksler børneporno med hinanden.

- Vi er selvfølgelig enige i, at det er forkert, at det sker, men vi er en social institution. Vi har været i dialog med Socialstyrelsen om netop dette tema, siger Flemming Lund og afviser dermed, at ledelsen på stedet ikke er opmærksom nok.

1 af 2 Kofoedsminde huser sindssyge kriminelle. (Arkivfoto: Thomas Lekfeldt)
2 af 2 Fireårige Vanessa Jessen havde ikke en chance, da hun 6. april 2001 blev lokket med ned i en kælder af en dengang 27-årig mand. Nu er hendes morder tiltalt for at besidde børneporno. (Privatfoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere